- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kritiserer flyselskaber for manglende konkursforsikring

Mange flyselskaber gør det besværligt at finde og købe konkursdækning, siger Forbrugerrådet, der ønsker konkursdækningen til de 20 kr. inkluderet i billetprisen.

Titusinder af danske privatrejsende har i år mistet flyrejsen ved krakkene hos bl.a. Spanair, Malev og ikke mindst Cimber Sterling. Det har også kostet dyrt hos mange rejsebureauer. De fleste privatrejsende kunne have undgået tab af flybillet, hvis de havde tegnet den konkursdækning, flyselskabet er forpligtet til at tilbyde, konstaterer Forbrugerrådet.

 

En undersøgelse i Forbrugerrådets blad, "Tænk", viser dog, at man skal være noget af en detektiv for at finde konkursdækningen på flere flyselskabers hjemmesider.

 

”Mange flere ville købe konkursdækning, hvis flyselskaberne gav ordentlig mulighed for det. Man kan mistænke selskaberne for at gemme muligheden, fordi antallet af konkursdækninger, de sælger, har økonomisk betydning i forhold til de garantier, de skal stille til Rejsegarantifonden," siger Mads Mølgaard Braüner, jurist i Forbrugerrådet, og tilføjer:

 

"Undersøgelsen understreger, at det er på tide, at politikerne gør noget ved problemet. Konkursdækning burde indgå som en fast del af billettens pris.”

 

”Når nogle flyselskaber kan finde ud af at tilbyde kunderne mad ombord, valg af sæde, ekstra bagage og alt muligt andet mod betaling, når de sælger billetter, er det bemærkelsesværdigt, at de ikke vil give kunderne mulighed for at købe konkursdækning,” siger Mads Mølgaard Braüner.

 

Hos godt halvdelen af de 34 flyselskaber, Forbrugerrådet har undersøgt, kan der slet ikke købes konkursdækning via deres hjemmesider. I stedet skal forbrugerne ringe til et callcenter eller flyselskabet.

 

Hos andre flyselskaber skal man udfylde formularer, som skal sendes til selskabet for at få lov at købe konkursdækning. Desuden er det på flere flyselskabers hjemmesider svært eller næsten umuligt at finde de nødvendige oplysninger, oplyser Forbrugerrådet.

 

”Tænk” har kigget på 34 flyselskaber på Rejsegarantifondens liste over selskaber, som tilbyder konkursdækning. Oplysningerne er fundet ved gennemgang af hjemmesider og kontakt til flyselskabernes kundeservice.

 

Her er de flyselskaber, Forbrugerrådet har undersøgt med egne ruter til Danmark; listen omfatter også selskaber, der ikke flyver til Danmark:

 

Air Canada, Air France, Air Greenland, Atlantic Airways og Austrian Airlines. Blue1, British Airways, British Midland (som British Airways for nylig overtog), Brussels Airlines, Czech Airlines, Delta Air Lines, Egyptair, EL AL og Emirates. Finnair, Gulf Air, Iberia, Icelandair, JAT, KLM, Lufthansa, LOT Polish Airlines og Pakistan International Airlines. Qatar Airways, SAS, Singapore Airlines, Sun-Air, Swiss, TAP Air Portugal, Thai Airways og Turkish Airlines.

 

Se hele Forbrugerrådets omtale af sagen her – i nyt link, over, hvordan flyselskaberne tackler salget af konkursforsikringer.

 

 

Skrevet af redaktionen