- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtgigant kræver vaccination på ubestemt tid

Norwegian Cruise Line Holdings forlænger sit krav om 100 procent færdigvaccination på ubestemt tid. "Det er en konkurrencefordel for vores tre varemærker," siger NCLH’s koncernchef.

NCLH, der efter Carnival Corporation og Royal Caribbean Group er verdens tredjestørste krydstogtkoncern, vil forlænge sit krav om at alle passagerer og besætningsmedlemmer er færdigvaccineret.

Det sagde NCLH’s koncernchef, Frank Del Rio, onsdag under en pressebriefing i forbindelse med krydstogtkoncernens resultat for årets tredje kvartal.

“Vi har på ubestemt tid forlænget vores 100 procent vaccinationskrav. Som situationen er i dag, vil det være en konkurrencefordel for vores tre varemærker,” sagde Del Rio ifølge avisen USA Today.

Alle passagerer og besætningsmedlemmer skal, uden undtagelse, være færdigvaccineret senest to uger før krydstogtet begynder. Passagerne skal oplyse deres vaccinationsstatus når de booker krydstogtet og kunne dokumentere, at de er færdigvaccineret når de går ombord på krydstogtskibet.

Krydstogtselskaberne hos Norwegian Cruise Line Holdings har i alt 28 skibe, 17 hos selve Norwegian Cruise Line, resten er hos Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises. De 28 krydstogtskibe har samlet plads til næsten 60.000 passagerer. Frem mod 2027 får koncernens rederier yderligere ni krydstogtskibe.

30 millioner årlige krydstogtpassagerer
De 57 medlemmer af Cruise Line International Association, krydstogtbranchens globale brancheforening, der repræsenterer 95 procent af verdens krydstogtrederier, havde i 2019, året før coronakrisen, tæt på 30 millioner passagerer.

Verdens største krydstogtområde var Caribien med næsten 12 millioner krydstogtgæster, fulgt af Middelhavet med 4,4 millioner, der var 3,9 millioner på krydstogter i Asien, 1,7 millioner i Nordeuropa – plus 594.000 i Østersøen, og 1,2 millioner i Alaska som verdens største krydstogtområder, viser tal fra CLIA.

Af de 29,7 millioner gæster, CLIA-rederierne sejlede med i 2019, var de tre største leverandørregioner Nordamerika med 15,4 millioner passagerer, 7,7 millioner europæere var på krydstogt, mens det tredjestørste marked, Asien, havde 3,7 millioner krydstogtgæster.

Relaterede artikler:

”Færdigvaccinering gør salg af rejser meget lettere”

Stort rejsebureau søsætter ny niche til luksusrejser

”Næste års danske krydstogtsæson ser fornuftig ud”