- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtpassagerer giver gode karakterer til provinshavne

CRUISE: København vil altid være den mest populære, men det går bedre og bedre for provinshavnene, fordi de internationale passagerer er begejstrede for oplevelser i provinsbyerne. ”Jeg er imponeret af, hvad jeg hører og ser bl.a. på den store messe i Miami, siger dansk ekspert.

Der er mange gæster på Bornholm i denne uge, men det kniber åbenbart med kvalificerede guider.

CRUISE: København vil altid være den mest populære, men det går bedre og bedre for provinshavnene, fordi de internationale passagerer er begejstrede for oplevelser i provinsbyerne. ”Jeg er imponeret af, hvad jeg hører og ser bl.a. på den store messe i Miami, siger dansk ekspert.

Af Ejvind Olesen

Borgmestre og erhvervsledere i smukke danske havnebyer får julelys i øjnene midt om sommeren, når de hører, at krydstogtskibe kan være på vej. I starten var det kun København med den ene rekord efter den anden. Nu vinder provinsens havnebyer frem.

En af dem, der ved mest om udviklingen efter at have fulgt den i mange år, er direktør Jens Elers, hvis incomingbureau DMC i flere perioder har været størst med handling af krydstogtskibenes passagerer på landjorden.

Dels baseret på egne kontrakter og aftaler, dels på sit store netværk fra bl.a. krydstogtmesser, giver han sin vurdering af danske havnebyer og deres muligheder.

”Provinshavnene bliver mere og mere populære hos rederierne, og jeg tror, at der procentuelt bliver mere vækst i provinsen end i København i de kommende år. Rederierne får en virkelig god feed back i passagerernes karakterer.

Det er klart, at Fredericia aldrig blive lige så kendt som København, blandt andet af amerikanske krydstogtpassagerer, men der er mange andre muligheder. Og med hensyn til udflugter er der masser af muligheder, hvad enten du ligger en havn i Jylland, på Fyn eller på Sælland, ” siger Jens Elers.

”De fire største havne er Aarhus, Aalborg, Skagen og Rønne. I næste kategori kommer Kalundborg, Fredericia, Hundested og Fåborg – og som helt ny Aabenraa,” fortsætter han.

”Det er ikke et spørgsmål om, hvor kunderne helst vil hen, men det er klart, at man ved at se i deres ratings, hvilke byer, der er mest populære. Og her topper København suverænt.”

Du har tidligere udtalt, at den var gal med guiderne i Aarhus?

”Ja, men med guidesituationen i årets europæiske kulturby Aarhus og på pragtfulde Mols med Ebeltoft er det  klart forbedret, men der er fortsat svipsere.

Til gengæld er der fine kommentarer fra Fredericia og Hundested, hvor vi indtil videre kun har haft engelske rederier. (Fredericia har dog også andre, red.).

De bedste guider er i Aalborg og Skagen. Men de har også veltrænede guider gennem flere år. Ikke bare på formelle kundskaber, men også, hvordan man relaterer sig i forhold til de nationaliteter, der er om bord.”

Rederierne vil helst fortælle om de bedste oplevelser. Hvor er bunden?

”Bornholm er sådan en fin destination, som krydstogtpassagererne er meget betaget af, men de svagest funderede guider i landet er på Bornholm. Desværre for alt andet er bare så godt,” slutter han.