- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtrederi: Rejsebureauer på fælles gåture

Igen i år opfordrer Norwegian Cruise Line den næste måned sine samarbejdspartnere blandt rejsebureauer til at deltage i Walk for Wellness i forbindelse med Verdens Mentale Sundhedsdag.

Sidste år søsatte det store amerikanske krydstogtrederi Norwegian Cruise Line (NCL) kampagnen Walk for Wellness i Skandinavien. Initiativet fortsætter dette efterår med programstart den 10. oktober på Verdens Mentale Sundhedsdag.

Med kampagnen opfordrer NCL til at sætte fokus på mental sundhed og inviterer samarbejdende rejsebureauer i Europa til at deltage i en virtuel gåtur. Deltagere får samtidig mulighed for at lære mere om rederiets destinationer.

De samarbejdende rejsebureauer har fået tilsendt link fra NCL for at kunne deltage i årets kampagne.

Det er tredje gang, NCL holder Walk for Wellness og anden gang, de skandinaviske rejseselskaber kan deltage. Initiativet har til formål at opmuntre rejsebureauerne til at tage sig tid til sig selv, komme i kontakt med kolleger på tværs af landegrænser og bruge bevægelse som redskab til mental klarhed og øget velvære, hedder det i en pressemeddelelse.

Initiativet starter fredag den 10. oktober og går en måned frem til den 11. november. I år inkluderes NCL’s salgskampagne “Hot Caribbean Fall,” der skal uddanne og styrke rejsebureauernes kendskab til NCL’s udvalg af krydstogter til Caribien.

Rejsebureauer er vigtige for Norwegian Cruise Line
NCL har i øvrigt stort fokus på at samarbejde med rejsebureauer i blandt andet Norden. Kevin Bubolz, NCL’s direktør for Continental Europe (altså minus England), Middle East & Africa, sagde tidligere i år til Standby.dk:

”I Danmark og resten af Norden er vi stærke hos rejsebureaupartnere, hér kommer 80 procent af vores bookinger fra rejsebureauerne.”

Norwegian Cruise Line Holding-koncernen har tre sejlende varemærker; mainstreamproduktet Norwegian Cruise Line med foreløbig 20 krydstogtskibe, det finere Oceania Cruises (syv skibe) og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises (fem skibe)

 

Relaterede artikler:

Krydstogtrederier får no-show-afgift i restauranter

NCL: Nordiske rejsebureauer booker 80 pct. af vores krydstogter

Lægehjælp på krydstogtskib kan koste mere end krydstogtet