- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kun strandene overgår landets forlystelsesparker

Når dansk turismes forskellige områder rangeres i den årlige statusanalyse, er forlystelsesparker med i toppen. Tryghed, serviceniveau og investeringer nævnes som årsager til resultatet.

Det Nationale Turismeforum har taget hul på det nye år ved at sende en statusanalyse på gaden. Den er udarbejdet af VisitDenmark og tager temperaturen på, hvordan udviklingen i dansk turisme har været imellem 2015 og 2025.

Et af de områder, som der kigges nærmere på, er de danske forlystelsesparker, og analysen har formentlig været opmuntrende læsning i parkerne på tværs af landet, da det peger på, at de har fået godt tag i de udenlandske gæster.

Som led i statusanalysen er en række områder blevet rangeret ved hjælp af forskellige tilfredshedsparametre baseret på tal, der stammer fra den internationale Travelsat Competitive Index 2025.

De danske forlystelses- og temaparker lander en score på 287, hvilket kun er overgået af landets strande, der er endt på førstepladsen med 310. Turisternes oplevelse af sikkerhed under opholdet indtager tredjepladsen, da dette områdes score er på 262.

Udpeger flere faktorer
Forlystelsesparkerne scorer derudover 36 point mere end det nordiske gennemsnit og 41 point mere end det nordeuropæiske gennemsnit. Dermed er forlystelsesparkerne – i den konkrete undersøgelse – det stærkeste kommercielle turismeprodukt i Danmark.

Søren Kragelund er tidligere medejer af og mangeårig administrerende direktør for Fårup Sommerland, men i dag sidder han for bordenden i bestyrelseslokalet hos Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, som han er formand for. Han ser flere årsager til resultatet.

”For det første oplever gæsterne Danmark som et trygt og sikkert land at holde ferie i, og den tryghed fortsætter inde i parkerne.”

”For det andet har vi et meget højt serviceniveau, hvor gæsteoplevelsen er i centrum. Og for det tredje investerer parkerne hvert år flere hundrede millioner kroner i nye forlystelser, digitale løsninger og forbedringer, som hele tiden løfter oplevelsen.”

Ikke bare adspredelse
Resultaterne peger på, at forlystelsesparkerne har en funktion som trækplaster, der både får udenlandske turister til Danmark og landets egne indbyggere til at udforske andre dele af kongeriget end deres hjemegn.

”Parkerne fungerer som et klart reason to go. De er ikke bare en adspredelse i ferien, men et vigtigt element i beslutningen om at vælge Danmark. Det gælder både for danske gæster på staycation og for udenlandske turister, der søger oplevelser.”


Relaterede artikler:

Tivoli regner med det bedste resultat nogensinde

Søren Kragelund modtager Turismeprisen 2025

Fårup Sommerland vil være feriedestination