- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kunderne har mistet tilliden til Alitalia

Luftfartselskabet Alitalia er på konkursens rand, og kunderne vender selskabet ryggen

Italienerne undgår helst at flyve med det kriseramte luftfartselskab, Alitalia. Flyene er nedslidte, og servicen er rædselsfuld.

 

Rejsende, der i sidste uge blev interviewet i Milanos Linate-lufthavn og Roms ditto Fiumicino, konstaterede, at de har opgivet Alitalia, og at politikerne burde gøre det samme, skriver Jyllands-Posten i dag.

Lederen af den italienske forbrugerorganisation Adusbef, Elio Lanutti, mener, at forbrugerne har mistet tilliden til Alitalia. »Man ved ikke, hvornår man når frem til sin destination. Der er store strukturelle problemer med luftfartselskabet, og de kan ikke løses alene med national stolthed,« siger han.

I Italien vender kunderne Alitalia ryggen trods en intens markedsføringskampagne, der spiller på nationalfølelsen: ”At flyve Alitalia gør Italien flyvende”.

Omkring tre fjerdedele af italienerne er uenige i regeringens beslutning om at bruge 300 mio. euro på at holde Alitalia i luften, viste en meningsmåling for nylig i avisen Corriere della Serra.

 

Statsejede Alitalia taber ca. tre mio. euro om dagen. Italien har over det seneste årti pumpet ca. tre mia. euro i Alitalia. Og kriselånet til Alitalia, der svarer til mere end fem euro per skatteyder, kan ikke finansiere mere end tre måneders forbrug af flybrændstof.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen