- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kvinde i spidsen for Atlantic Airways

FLYSELSKABER: 44-årige Jóhanna á Bergi skriver lidt luftfartshistorie når hun senest til september bliver ny koncernchef for Færøernes flyselskab. Af de ca. 250 flyselskaber verden over, som er med i IATA, har kun 15 kvinder i spidsen.

Jóhanna á Bergi kommer til Atlantic Airways fra en tilsvarende stilling i ni år hos transportselskabet Faroe Ship. Hun afløser danske Jørgen Holme, der tiltrådte i november 2013 i en tidsbestemt overgangsperiode på højst to år. Jørgen Holme fortsætter som koncernchef, indtil Jóhanna á Bergi har sat sig i direktørstolen senest 1. september.

Hun har en lederuddannelse fra Robert Gordon University i Skotland, samt uddannelse i salg og marketing på Den Danske Eksportskole i Herning.

Jóhanna á Bergi har været salgsdirektør i otte år i JFK, der som rederi og fabrik producerer og eksporterer fiskeprodukter fra Færøerne. Ud over lederstillinger har hun i mange år haft flere bestyrelsesposter.

”Vi har i Jóhanna á Bergi fundet den rigtige adm. direktør til at fortsætte den nye strategi for Atlantic Airways, som bestyrelsen sammen med Jørgen Holme og de ansatte har udformet og iværksat, siden direktørskiftet for halvandet år siden, da Jørgen Holme midlertidigt tiltrådte direktørstillingen. Hun har stærk ledelseserfaring og de rigtige kvalifikationer både inden for salg, marketing og økonomi,” siger Niels Mortensen, bestyrelsesformand for Atlantic Airways.

Selv siger Jóhanna á Bergi i pressemeddelelsen: ”Jeg ser med stor glæde frem til at betjene det færøske samfund som koncernchef i vores nationale flyselskab. Atlantic Airways har en meget vigtig rolle i vores dagligdag, og jeg vil gøre mit bedste for at videreudvikle den.”

Hun bliver Atlantic Airways’ fjerde koncernchef siden det færøske flyselskab blev stiftet 10. november 1987.

Og så bliver hun den første kvindelige koncernchef eller adm. direktør for et nordisk flyselskab.

Af de 252 flyselskaber verden over, som er medlem af International Air Transport Association, IATA, har kun 15 kvinder i spidsen som f.eks. koncernchefer.

Nylig opgørelse fra CAPA, Centre for Aviation, viste at flyselskabet med flest kvinder som topchefer er det malaysiske lavprisselskab AirAsia, der har tre kvinder på topposter, mens sydamerikanske Avianca har to.

Der er syv kvinder i spidsen for lavprisselskaber verden over mod otte i full service-selskaber. Omvendt er der mange flere full service-selskaber eller regionale flyselskaber.

Asien har flest kvinder øverst for flyselskaber, seks i alt, fulgt af fire i Europa, tre i Sydamerika og resten i Mellemøsten (f.eks. Rasha A. Alroumi hos Kuwait Airways) og Afrika. Der er ingen kvinder i spidsen for nordamerikanske flyselskaber.

I Europa har Easyjet som eneste flyselskab en kvinde som koncernchef, Carolyn McCall. Også tyske TUI Group, der bl.a. udfører charterflyvninger, har en kvinde på den øverste post, nemlig Chris Browne. De to andre flyselskaber i Europa-regionen med kvinder som koncernchefer er begge russiske, Transaero Airlines Olga Pleshakova, og Yakutia Airlines Olga Fedorova.

 

Sponsoreret:
Hvis du vil søge efter flybilletter fra Sverige, Norge eller Finland. Så kan du finde halvat lennot i Finland, flygresor i Sverige eller billige flybilletter på Travelmarkets websider i de forskellige lande.