- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kvinder vælger og booker rejsen

Det er mere end nogensinde kvinderne, der klarer feriebookingen, viser en undersøgelse fra Apollo.

Nye tal dokumenterer, at kvinderne bestemmer rejsemålet. Procentdelen af kvinder, der står for feriebookinger hos Apollo i Danmark, er øget de seneste fem år. Fra 25% for fem år siden til 56% i dag. 

”De nye tal viser, at 56% af rejserne bookes af kvinder. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af det totale rejsesalg hos Apollo i 2010. Det er første gang, at tendensen er så meget i kvindernes favør,” siger Jan Lockhart, adm. direktør hos Apollo i Danmark.

”Hovedparten er i dag helt komfortable med at benytte internettet til køb af varer. Vi får færre opkald fra kunder, der har booket over nettet, men som lige skal tjekke et eller andet med en rejsekonsulent. Den gruppe er i sandhed uddøende.”

”Vores kunder fortæller i kundeundersøgelser, at de som regel er fælles om at tage beslutningen, men at det er kvinden, som tager teten, når ferien skal planlægges, og at hun efter research inddrager familien og herefter foretager bookingen,” siger Jan Lockhart.

Skrevet af Flemming Juul