- STANDBY.DK - https://standby.dk -

“Langsommelighed slår virksomheder ihjel”

Tre uger efter EU godkendte hjælpepakken for faste udgifter, åbnede Erhvervsstyrelsen mandag for ansøgninger. ”Langsommelighed slår virksomheder og jobs ihjel,” siger Dansk Industris direktør.

Der ligger ifølge Erhvervsstyrelsen mindst 8.405 ansøgninger om kompensation og venter på godkendelse i styrelsen. Dertil kommer ansøgninger, som virksomheder ikke har sendt endnu, fordi Erhvervsstyrelsen først nu har åbnet for ansøgninger.

Sent mandag aften meddelte Erhvervsministeriet, at nu kan virksomheder søge ordningen gennem Erhvervsstyrelsen. Sagsbehandlingstiden forventes at blive ni dage.

Meldingen kom dagen før, at den fungerende erhvervsminister, Dan Jørgensen, tirsdag formiddag var i samråd i Folketingets erhvervsudvalg om ventetiden på området.

I en pressemeddelelse skriver Erhvervsministeriet: ”Der blev før jul indgået politisk aftale om, at den generelle kompensationsordning for faste omkostninger vil blive genåbnet som følge af de skærpede restriktioner. Ordningen er herefter blevet statsstøttegodkendt, og åbner nu for ansøgninger.”

Mange virksomheder er hårdt ramt
Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen siger: ”Mange virksomheder er hårdt ramt af corona og står i en rigtig svær situation. Derfor er jeg glad for, at Erhvervsstyrelsen i dag (mandag) åbner for ansøgninger til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger.

Og i næste uge åbner vi for de mindre virksomheder, der hellere vil søge light-versionen af den ordning. De resterende kompensationsordninger regner vi også med kan åbne inden for kort tid,” siger Dan Jørgensen og tilføjer:

”Siden marts sidste år har vi godkendt omkring 200.000 ansøgninger om kompensation og udbetalt over 26,5 milliarder kroner til erhvervslivet.”

Landet over er læger i gang med at vaccinere, så vi kan begynde at skimte lys for enden af tunnelen. Men med nye bekymrende corona-varianter, går der nok stadig et stykke tid, før vi kan vende tilbage til en normal hverdag. Derfor er meldingen stadig, at hvis restriktionerne fortsætter, så fortsætter hjælpen til erhvervslivet,” sagde ministeren.

Dækker bredt
Den målrettede ordning for virksomheder, der i perioden november 2020 til februar i år er ramt af de kompensationsberettigede covid-19-relaterede restriktioner – for eksempel tvangslukning, forsamlingsforbud eller rejserestriktioner. Det forventes, at op mod 8.000 virksomheder vil få glæde af ordningen, og at der vil blive udbetalt cirka to milliarder kroner. Det forventes, at op mod 25.000 virksomheder vil få glæde af ordningen, oplyser ministeriet.

Erhvervsstyrelsen forventer i næste uge at åbne for yderligere udestående ordninger. Det drejer sig om ansøgninger til kompensationsordningen for tvangslukkede enheder, den særlige ordning for sæsonafhængig indtjening i december og forlængelse af kompensationsordningen for store arrangementer.

Hastighed er afgørende
I en kommentar til, at der nu åbnes for ansøgninger, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse:

”Det er rigtig godt, at regeringen nu åbner for at kunne søge kompensationen til faste omkostninger, hvor mange virksomheder har ventet i månedsvis på blot at kunne ansøge. Der er rigtig mange virksomheder, som er fuldstændig i knæ. Hastighed er afgørende for at virksomhederne overlever.”

Samtidig er det vigtigt, at loftet for kompensation hæves, da krisen nu har stået på længe. Det kommer til at koste arbejdspladser og erhvervslivet dyrt, og vil i sidste ende få store økonomiske konsekvenser, hvis ikke det lykkes at få overbevist EU-Kommissionen om, at den skal hæve loftet for, hvor meget virksomhederne kan få udbetalt i kompensation her under coronakrisen, skriver Dansk Erhverv og tilføjer:

”Mange virksomheder i de brancher, der er hårdest ramt af krisen, for eksempel hoteller, lufthavne, rejsebureauer og øvrige virksomheder med berøring til turismebranchen, lider under EU-Kommissionens loft for erstatning.”

Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, siger: ”Derudover er det også vigtigt, at loftet på ordningen for selvstændige hæves til 30.000 kroner, så selvstændige sidestilles med lønmodtagere. Der er ingen grund til denne skævvridning.”

”Langsommelighed slår virksomheder og arbejdspladser ihjel”
I en kommentar siger Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen: ”Vi har Danmark lukket ned igen – samtidig med, at mange virksomheder ikke har set en krone i kompensation for faste omkostninger. De politiske aftaler er indgået i oktober sidste år, det går simpelthen ikke.”

Lars Sandahl Sørensen fortsætter: ”Det er akut behov for, at regeringen og myndighederne er klar til en større risiko – og mindre kontrol. Ellers er det for sent. Langsommelighed slår virksomheder og arbejdspladser ihjel.”

DI’s administrerende direktør understreger, at det ikke støtteordningerne i sig selv, det er galt med. Men administrationen af dem.

”Det er fuldstændig til grin, at vi sidder og forhandler nat efter nat og weekend efter weekend for at komme frem til gode løsninger. Og så sker der ikke en pind i måneder efter,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Relaterede artikler:

Erhvervsudvalg mødes om forsinkede hjælpepakker

Fire ud af ti københavner-hoteller midlertidigt lukket

”Vaccinepas er nøglen til genåbningen af Danmark”