- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lille fremgang for sammenslutning af travel managers

Foreningen for travel managers i navnlig jyske virksomheder, COTRA, har fået tre ny medlemmer – men mistet to. COTRA’s formand er i øvrigt også medlem af den store danske travel manager-forening, DBTA.

COTRA, en forkortelse for Corporate Travel Danmark, blev oprettet for tre år siden for ikke mindst at påvirke flyselskaber til at åbne nye ruter fra jyske lufthavne; i marts i år åbnede således KLM daglig forbindelse mellem Aalborg og Amsterdam, mens Air France begyndte at flyve fra Billund til Paris.

 

COTRA har 23 medlemmer; ”Vi har senest fået tre nye, Lego og Wavin, samt et andet landskendt jysk firma, der dog ikke ønsker sit navn frem i denne forbindelse,” sagde COTRA-formand, Nomi Kustosz Andersen, travel manager i Grundfos, forleden til takeoff.dk
Wavin med hovedkontor i Hammel er ifølge sin hjemmeside Danmarks største producent af rørsystemer i plast. Firmaet ejes af den hollandske Wavin-koncern.

 

”Det går godt for COTRA. Vi har typisk et medlemsmøde hvert kvartal samt dialogmøder med flyselskaberne – vi har netop haft et sådant med SAS om bl.a. forbedrede transfermuligheder i Københavns Lufthavn. COTRA er jo ikke modstander af hverken SAS eller Københavns Lufthavn,” sagde Nomi Kustosz Andersen og tilføjede:

”Omvendt ser vi gerne mange ruter fra jyske lufthavne ud i Europa – det gælder principielt om, at vores rejsende kommer hurtigst muligt frem.”

 

Selvom Nomi Kustosz Andersen er formand for COTRA, er hendes arbejdsgiver, Grundfos, også medlem af Danish Business Travel Association.
DBTA er den store forening for danske travel managers. DBTA, der i år fejrer 40 års jubilæum, huser 50 travel managers og 70 associerede leverandørmedlemmer. DBTA’s medlemmer køber årligt rejseydelser for ca. 10,5 milliarder kr. COTRA har ikke tilsvarende opgørelse for, hvor meget dens medlemmer årligt køber for.

 

”Men i Grundfos er vi tæt på at være tilbage på samme indkøb af rejseydelser som før krisen. Alene i år køber vi flybilletter for ca. 50 mio. kr.,” sagde Nomi Kustosz Andersen til takeoff.dk ved reception torsdag i sidste uge for Lufthansas landechef i Danmark, John Nielsen. Her fejrede han sin 60 års fødselsdag samt 40 års jubilæum i Lufthansa – og gjorde det samtidig officielt, at han i starten af det nye år går på pension.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten