- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lindegaard rystet over kartel-dom

Den tidligere SAS-chef ”forstår ikke” hvordan en ny kartel-sag kunne finde sted

”Det er overraskende. Ingen havde regnet med at det kunne ske igen, særligt ikke efter de nye retningslinjer vi indførte efter den første kartelsag i 2001”. SÅ kontant afviser den tidligere topdirektør i SAS-koncernen, Jørgen Lindegaard, at han var vidende om at datterselskabet SAS Cargo brød loven, sammen med en række andre flyselskaber.

Lindegaard satte personligt al troværdighed ind på at forhindre, at SAS kunne blive indblandet i flere kartelsager, efter at selskabet i 2001 blev idømt en kæmpebøde på 293 mio. kr. for sit ulovlige kartelsamarbejde med Maersk Air. Dengang sagde Jørgen Lindegaard, at ”Hvis der sker fodfejl igen er det mig, der skal lide. Jeg har aldrig forsøgt at løbe fra mit ansvar og det gør jeg heller ikke i dag” sagde Jørgen Lindegaard i august 2001.

Overfor Jyllands-Posten i dag erkender Jørgen Lindegaard da også, at den nye kartelsag er sket under hans tid som topchef i flykoncernen, men han udtaler forundring over, hvordan det kunne ske.

Hos den højest placerede dansker i dag i SAS-koncernledelsen, John Dueholm, er viljen til at kommentere karteldommen knap så udtalt. Dueholm var formand for bestyrelsen i SAS Cargo i 40 ud af de 48 måneder ulivlighederne stod på. Men overfor Jyllands-Posten forklarer John Dueholm, at han kun vil svare på skriftlige spørgsmål, gennem flykoncernens kommunikationsafdeling.

Skrevet af Webredaktionen