- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lokkende rabat i rekordår

Det er svært at forestille sig, at der nogensinde har været en bredere vifte af rabatter på ferierejser med alle former for transport samt på hotelophold i enhver afskygning end netop nu.

Man kommer umiddelbart til at tænke på The Julekalender med De Nattergale. ”Det er bår’ dæjlig.” Det har det stort set været hele året, når det drejer sig om ferierejser. Og da ikke mindst i øjeblikket, hvor det vælter ind med det ene fantasifulde rabattilbud på ferierejser-og ophold bedre end det andet.

Hvor dejligt det er for producenterne, er en ganske anden sag. Hotellerne skal snart op på halvtreds procent rabat for at blive hørt, og i mange tilfælde betydeligt højere. Der har altid været stille perioder i den danske rejsebranche, som i de fleste andre lande, men overkapaciteten i år er markant, hvad enten det gælder fly eller hoteller. Og såmænd også tog, hvis det da ikke lige er i selve juletrafikkens højsæson.

Nu ser det ud til at vende. I hvert fald for flytrafikken i en periode. Når først evigt pessimistiske IATA tror på lavere oliepriser og bedre indtjening, skal man nok forberede sig på, at en del foræringspriser har haft deres bedste tid.

152 kroner retur til Oslo
I denne uge havde Norwegian flybilletter fra København til Barcelona for 199 kr. mod 448 kr. til Aalborg (retur).

DFDS fylder 152 år, og det skal ikke gå stille af. Derfor kan man købe minicruise til årets første måneder for 152 kroner. Takeoffer har specialtilbud tre dage med fly og hotel i Rom fra 1.398 kroner fra både Billund og København i det nye år. Det er det samme som to parkeringsbøder i København. Det valg burde ikke være svært.

Snart kommer det nye år, hvor det skal vise sig, hvor langt lavprisselskaberne (og SAS) kommer ned med deres nytårstilbud. Krydstogtskibene giver i første omgang rabatten ved ar have drikkepenge inkluderet samt et større beløb op til 1.000 kroner til brug om bord eller til udflugter.

Hemmelige priser
I hotellernes verden kalkuleres efter den såkaldte rack rate, som de færreste regner med at få hjem. Det er højeste udsalgspris i de enkelte kategorier, og den pris, der står bag på døren til hotelværelset. Bookingportalerne taler deres eget sprog. Mindst 50 procent på maksimumprisen, ellers har det kun perifer interesse.

Hotels.com lancerer mystiske tilbud med ”hemmelige priser” med op til 50 procent rabat. For det første er priserne ikke spor hemmelige. For det andet har netop den bookingportal tilbud fra midt i januar med 65 procent rabat på trestjernede hoteller. 168 kroner i Rom for et dobbeltværelse, og på Hotel King Suite i Rom 60 procent i en periode fra 7. maj til 273 kroner for et dobbeltværelse.

Milliontilbud på vej
I løbet af januar kommer flyselskaber som SAS og Norwegian nok som sædvanligt med omkring en million billetter med rabat. Det samme gør mange andre deciderede lavprisselskaber. I år sikkert med færre pladser end sædvanligt på grund af overproduktion, eller måske endda lidt dyrere end sædvanligt.

Måske dukker de første tilbud op allerede inden jul. Noget kunne tyde på, at det slet ikke bliver så dejligt i det år, udbyderne går i møde.

Kartoffelhandlerenes nytårsrejse
Kartoffelhandler Oluf Sand (Viggo Sommer) behøver ikke at nøjes med at kysse sin kone under misteltenen, som hun opfordrer ham til på TV-skærmen hver aften i denne tid. Han kan bare tage hende med til Billund Lufthavn og derfra ud i den store verden efter nytår.

Og der er alligevel længe til en ny kartoffelsæson.