- STANDBY.DK - https://standby.dk -

LOT øger atter på Skandinavien

LUFTFART: Det polske Star Alliance-medlem starter næste år ny rute med to daglige flyvninger fra Warszawa til en skandinavisk hovedstad.

LUFTFART: Det polske Star Alliance-medlem starter næste år ny rute med to daglige flyvninger fra Warszawa til en skandinavisk hovedstad.

Fra sidst i marts næste år begynder LOT Polish Airlines at flyve to gange om dagen – dog kun en gang på lørdage – mellem Warszawa og Oslo. Ruten bliver betjent med en Embraer 195 med plads til 112 passagerer på business, economy premium og economy.

LOT flyver i forvejen til København og Stockholm samt Gøteborg, sidstnævnte rute åbnede i august i år. Den flyves – også med undtagelse af lørdag – alle ugens dage af LOTs estiske datterselskab, Nordica.

Ruten mellem Oslo og Warszawa flyves i forvejen af Norwegian.

LOT tilbyder fra den polske hovedstad videre forbindelse til sine foreløbig 72 destinationer indenrigs i Polen, Europa, Asien og Nordamerika.

Siden starten af sidste år har LOT åbnet 60 nye ruter, mere end noget andet europæisk flyselskab. LOT har bl.a. i den periode fået nye ruter fra Warszawa til Los Angeles, Newark ved New York, den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og til Tokyo, samt fra Polens næststørste by, Krakow, til Chicago.

I maj næste år starter LOT nye direkte ruter fra den ungarske hovedstad, Budapest, til såvel Chicago som New York.