Standby.dk fløj med på promoturen for en ny fast rute med amfibiefly mellem centrum af København, Læsø og Aalborg. En rute, der måske åbner allerede i denne uge – hvis økonomien er på plads.
I fredags landede amfibieflyet fra Nordic Seaplanes på flyvepladsen i Byrum på Læsø i strålende sol. Og det rød/hvide Twin Otter fly med plads til 12 passagerer blev modtaget af vandsøjler i smukke buer fra det lokale brandvæsen – og over 100 mennesker, som hilste en mulig ny flyrute til øen velkommen.
Ikke siden regentparret ankom til Læsø ombord på kongeskibet Dannebrog sidste år, har en modtagelse været flottere på den lille ø, der ligger midt ude i Kattegat – øst for Frederikshavn.
Standby.dk’s udsendte foran maskinen til Læsø inden vi lettede fra vandet i Københavns Havn. (Privatfoto)
Flyvningen fra vandet foran Nordre Toldbod i København var en demonstationtur for en planlagt ny fast rute med tre stop – nemlig Københavns Havn-Læsø-Aalborg Lufthavn og retur.
Den bliver virkelighed, hvis det lykkes initiativtagerne at samle en startkapital på 500.000 kroner. Dermed får Nordic Seaplanes økonomisk sikkerhed til at ”flytte” flyet fra de normale sightseeing-ture over hovedstaden. Planen er derefter to afgange om ugen – i forlængelse af flyvningerne til og fra Aarhus.
Mere end en flyrute
Bag initiativet står en række af Læsøs knap 1.700 beboere, som gerne ser et supplement til Copenhagen AirTaxi’s eksisterende flyrute mellem Roskilde Lufthavn og Læsø. Samt færgen til øen fra Frederikshavn.
Læsø får hvert år besøg af cirka 100.000 turister, som nyder øens fantastiske natur, rolige stemning, mange solskinstimer, tanghuse og fremragende råvarer – blandt andet jomfruhummere, kantareller, honning og det berømte sydesalt.
Ole Dupont Christiansen (t.v.), direktør Nordic Seaplanes og initiativtager “Foreningen Læsø Fly, Jens Fjeldal. (Foto: Jes Dorph-Petersen)
”Det handler ikke kun om en flyrute. Det handler om at ændre Læsøs position fra at være langt væk til at være tættere på muligheder, magten, mennesker og markeder.”, siger hovedmanden bag idéen, Jens Fjeldal, der selv bor på Læsø.
Direktør for Nordic Seaplanes Ole Dupont Christiansen kalder flyet, som kan lande og lette på både asfalt og vand for ”luftens Land Rover”.
”Den kan flyve i næsten al slags vejr. Og er der interesse for sær-flyvninger – for eksempel med samlede grupper – kan vi også arrangere det til de normale priser”, sagde Ole Dupont Christiansen.
50 minutter fra København til Læsø
Standby.dk’s udsendte er selv fast feriegæst på Læsø gennem seks årtier. Jeg nød den behagelige flyvetur i lav højde med god benplads og smuk udsigt over Sjælland, Anholt og Kattegat – inden Læsø dukkede op i horisonten og vi blev mødt af brandsprøjter, klapsalver, kaffe og fadøl på den lille, men smukke flyveplads omgivet af natur.
God plads og tid til en snak under flyveturen til Læsø på 55 minutter. (Foto: Jes Dorph-Petersen)
Prisen for en enkeltrejse København-Læsø vil starte på knap 1.800 kroner – og turen Læsø-Aalborg kan købes fra lige under 800 kroner.
Flyvetiden fra Langelinie til Læsø er på cirka 50 minutter og den kommende rute er også den første mellem Læsø og Jylland med en flyvetid på 20 minutter til Aalborg.
Man kan læse mere om ruten København-Læsø-Aalborg og hvordan man kan støtte projektet på www.laesoefly.dk og på Foreningen Læsø Flys side på Facebook.
Relaterede artikler:
Nordic Seaplanes kommer til dansk ø og Aalborg (Check-in.dk)