- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luftfarten i katastrofal situation

Sammenslutningen af flyselskaber, IATA, beskriver situationen for branchen som ’en katastrofe’.

Giovanni Bisignani, som er adm. direktør i IATA, siger til The Montreal Gazette, at nu er tiden inde til, at regeringerne holder op med at skændes og slipper markedskræfterne løs i hele verdens flytrafik, skriver epn.dk.

 

Der skal tænkes i helt nye baner når antallet af passagerer dykker, som det gør nu og når det samtidig er nærmest umuligt at opnå kreditter på grund af finanskrisen. IATA regner med en nedgang i passagertallet på 3% og 5% for flyfragten. Lige nu er flyfragten alene faldet med 22,6% på verdensplan – et fald, som ikke er set tilsvarende i branchens historie, hævder Giovanni Bisignani.

 

Flyselskaberne har ifølge IATAs opgørelse allerede brugt mange penge og sparet mange ressourcer de seneste år. Siden 11. september 2001 og frem til 2007 er der brugt 5,9 milliarder dollar alene på at øge sikkerheden og i samme periode har selskaberne øget produktiviteten med 60%.

 

Alligevel er der meget at gøre for at bedre situationen, mener han og peger på det forhold, at selskaberne opererer efter en 60 år gammel model, der blev sat i værk lige efter 2. verdenskrig, da nationerne var bange for at blive bombet af fly fra udlandet. Reglerne blev lavet omkring fly af typen DC3, men gælder fortsat for moderne fly som for eksempel Airbus A380.

 

Han opfordrer også de enkelte nationer til at åbne lufthavnene mere for udenlandske fly og fjerne afgangsskatten for flyene.

 

Skrevet af Flemming Juul