- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthansa gør klar til flyvende Oktoberfest

Coronaen betyder igen i år aflysning af Münchens enorme Oktoberfest. Men det forhindrer ikke Lufthansa-basen i også i år at have flyvninger med kabinepersonale i Dirndl og Lederhosen.

Den 187. udgave af Oktoberfesten i München skulle i år være afviklet mellem 18. september og 3. oktober, men for andet år i træk må den aflyses på grund af coronakrisen.

Men derfor vil Lufthansa igen i år have en række flyvninger fra sin næststørste base, München, til destinationer i og udenfor Europa, hvor kabinepersonalet er i de traditionelle folkedragter fra Bayern, delstaten med München som hovedstad.

Denne tradition har Lufthansa haft siden 1957. Kvinderne er iført den såkaldte Dirndl, mens mændene er i Lederhosen.

Lufthansa har endnu ikke offentliggjort, hvilke ruter der vil blive fløjet med kabinebesætninger i folkedragter. STANDBY.DK har kontaktet Lufthansas presseafdeling, og kommer der svar om ruterne, opdateres denne artikel.

På Twitter skrev Lufthansa forleden, at man i denne tid har kostumeprøver med de besætningsmedlemmer, der har meldt sig til i september og oktober at flyve i folkedragterne i år. Sidste år var der blandt andet flyvninger til København fra München med crew i folkedragter. Udover København havde Lufthansa sidste år også flyvninger med kabinebesætning i oktoberfest-uniformerne til Newark-lufthavnen ved New York samt en række udvalgte europæiske lufthavne.

På business class serveres der på de særlige oktoberfest-flyvninger specialiteter fra Bayern.

Verdens største folkefest
Oktoberfesten i München regnes som verdens største folkefest, der under normale omstændigheder årligt tiltrækker omkring seks millioner besøgende. Den varer over to uger. I den periode skylles noget med otte millioner liter øl ned – og der spises tonsvis af traditionelle retter fra kylling til pølser.

Den første oktoberfest blev holdt i 1810 i anledning af et bryllup mellem Kronprins Ludwig (den senere Kong Ludwig I af Bayern) med prinsesse Therese von Sachsen-Hildburghausen.

Senere blev starten af festen rykket til september for at udnytte delstaten Bayerns ofte milde klima i denne måned. Oktoberfesten har under normale år cirka seks millioner deltagere fra hele verden.

Det er ikke kun kabinepersonale fra Lufthansa, der i tiden omkring Oktoberfesten kan ses folkedragter. Det er også tilfældet i Münchens lufthavn, hvor der for eksempel i en række lounger serveres bayerske specialiteter som Leberkäs, pretzels og Weißwurst-pølser.

Relaterede artikler:

Lufthansa-selskab indfører vaccinationskrav

Lufthansa fløj dansk Oscar-vinder til København

Lufthansa halverer underskud trods omsætningstab