- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Lufthansa overvejer nye ruter til Danmark

I år håber Lufthansa at få egen rute mellem Billund og München – næste år forventes ny rute fra Berlin til København. I øvrigt har Lufthansa fra i dag ny landechef i Danmark.

Lufthansa have sidste år over 630.000 passagerer på sine foreløbig tre ruter til Danmark – en vækst på 20 pct. sammenlignet med 2010.
 
Lufthansa er godt tilfredse med det danske marked og samarbejdet med partneren SAS. Og den tyske mastodont forventer fortsat vækst fra Danmark – hjulpet på vej af nye ruter og mere kapacitet på de tre eksisterende.
 
På pressemøde i går i København oplyste Lufthansas chef for Norden og Baltikum, Harro Julius Petersen, at selskabet formentlig fra næste genåbner mellem København og Berlin, der til juni indvier sin nye hovedlufthavn, Brandenburg. Ligeledes kigger Lufthansa på at åbne egen forbindelse fra München til Billund.
 
Lufthansa har mindst to vækstagendaer fra Danmark, nye ruter og mere kapacitet på de eksisterende.
Sidste måned lukkede Cimber Sterling mellem Billund og München – danske Sun-Air overtager ruten fra 12. marts. Men modsat Cimber Sterling har British Airways-partneren Sun-Air ikke interline-aftaler med Lufthansa – derfor ser Lufthansa behov for selv at åbne på strækningen.
 
Harro Julius Petersen tilføjede, at Lufthansa også har planer om at indsætte mere kapacitet på sine tre eksisterende ruter til Danmark; fra Frankfurt til såvel Billund som København – fra København flyver Lufthansa også til München.
 
Harro Julius Petersen sagde til takeoff.dk, at Lufthansa ikke har planer om at åbne på Aalborg Lufthavn – det gjorde konkurrenten KLM i marts sidste år.
”Den rute går vist heller ikke forfærdeligt godt – og jeg synes i øvrigt, at KLM flyver til nogle mærkelige destinationer i Norge,” sagde Lufthansa-chefen.

 

Harro Julius Petersen sagde også på pressemødet, at Lufthansa forudser, at flere flyselskaber vil krakke i år
 
”Der er overkapacitet på markedet og stadig mange statsstøttede flyselskaber. Vi ved at portugisiske TAP, tjekkiske CSA og polske LOT er til salg,” sagde han og understregede, at der ikke er nogen købsforhandlinger i gang mht. SAS.

Lufthansa vil først blive aktiv, hvis der kommer købstilbud på SAS fra anden side, understregede han.

 

Lufthansa Danmark har i øvrigt fra i dag ny landechef, Morten Balk har afløst John Nielsen, der efter 40 år hos Lufthansa, heraf de sidste 11 år som landechef i Danmark, går på pension i løbet af de kommende måneder. Dette vagtskifte har været omtalt flere gange i såvel Stand By som her på takeoff.dk, der i december sidste år var først med nyheden.
 

Skrevet af Henrik Baumgarten