- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthansa til Aalborg Lufthavn

FLYSELSKABER: Fra 30. marts næste år lander Lufthansa i Aalborg Lufthavn med to returflyvninger alle ugens dage fra Frankfurt. Dermed sætter Lufthansa over 100.000 flysæder ind på den nye rute. I Danmark er Lufthansa vokset 10 pct. i år sammenlignet med i fjor.

FLYSELSKABER: Fra 30. marts næste år lander Lufthansa i Aalborg Lufthavn med to returflyvninger alle ugens dage fra Frankfurt. Dermed sætter Lufthansa over 100.000 flysæder ind på den nye rute. I Danmark er Lufthansa vokset 10 pct. i år sammenlignet med i fjor.

”Vi har længe sonderet terrænet set i lyset af vores gode udvikling mellem Frankfurt og Billund; det går godt fremad for Lufthansa i Vestdanmark, også fordi vi har fået større synlighed med Christian Zacho som sælger for Lufthansa-gruppen på det vestjyske marked,” siger landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, Morten Balk, til standby.dk.

”Vi har også noteret udviklingen hos KLM og Turkish Airlines, der begge betjener såvel Billund som Aalborg. Vi havde en positiv business case for at åbne på Aalborg, hvilket vores Network Planning sagde god for.”

Morten Balk tilføjer: ”Vi glæder os til at åbne den nye rute mellem vores hovedlufthavn, Frankfurt, og Aalborg fra slutningen af marts næste år. Aalborg er en god og moderne lufthavn, som senest har fået eget hotel, ligesom lufthavnen også tiltrækker passagerer fra store dele af Jylland pga. gratis bilparkering.”

Den kommende rute skal flyves med en CRJ 900 Regional Jet med plads til 75 passagerer, heraf 15 på business class, hvor midtersædet er frit.

”Går det godt med bookingerne på den nye rute, har vi mulighed for at lave om. Den nye rute rammer ikke hele Lufthansas rutenet ud af Frankfurt, men det er en begyndelse. Der bliver bl.a. en række gode forbindelser fra Frankfurt til Afrika, Asien, Europa og Sydamerika,” siger Morten Balk.

”Nordjylland har meget at byde på, store firmaer og et stort universitet, ligesom der er en del leisure trafik.”

Med den nye rute kommer Lufthansa op på en mio. årlige flypassagerer til og fra Danmark, størstedelen dog fra Københavns Lufthavn, hvorfra selskabet flyver til såvel Frankfurt som München. Lufthansa har i år, trods pilotstrejkerne, haft 10 pct. flere passagerer til og fra Danmark i forhold til sidste år.

Lufthansa flyver i forvejen fire gange dagligt fra Billund til Frankfurt med Boeing B737 med plads til 120 passagerer. Der er fem daglige afgange fra København til Frankfurt og fire fra København til München. Med Aalborg som ny destination øger Lufthansa sit sædeudbud i Danmark med 12 pct. i forhold til sommerfartplanen året før. Lufthansa kommer dermed op på 210 ugentlige flyvinger til/fra Danmark.

”Aalborg er et rigtig godt supplement til vores øvrige ruter i Danmark og giver bl.a. gode forbindelser til Lufthansas store rutenet i Europa og resten af verden – f.eks. Barcelona, Prag, Istanbul, Nice, Hong Kong, Singapore, Tokyo, Johannesborg, Dubai, Mexico og Rio.

Region Nordjylland har et godt kundeunderlag med flere store virksomheder indenfor medicinalindustrien, telekommunikation samt Aalborg Universitet, som vi glæder os meget til at styrke samarbejdet med”, siger Morten Balk.

Fra Aalborg Lufthavn siger direktør Søren Svendsen: ”For at gøre Aalborg Lufthavn endnu mere international og servicere såvel erhvervslivet som fritidsrejsende bedst muligt, ser vi meget frem til at byde Lufthansa velkommen. To daglige afgange til Frankfurt styrker i høj grad mulighederne for effektivt at komme ud i verden fra Aalborg Lufthavn.”

Lufthansa CityLine, der skal flyve den nye rute, er et datterselskab i Lufthansa-gruppen. Sidste år havde det 8,2 mio. passagerer. Selskabet har 60 fly og op til 355 daglige flyvninger. Lufthansa CityLine har 2.500 ansatte, heraf ca. 650 piloter.