Stadig flere passagerer checker ind på egen hånd
Stadig flere flyrejsende i kastrup Lufthavn foretrækker at checke ind ved hjælp af check-in automaterne i Lufthavnen, og derfor øges udbuddet af automaterne nu.
Senest har lufthavnen installeret check-in automater i P-kældrene P6 og P8, og endnu flere automater er på vej.
"Disse automater er meget populære, og derfor sætter vi endnu to automater op hér og udvider også antallet i både Terminal 2 og Terminal 3 i løbet af foråret," siger adm. direktør Brian Petersen.
Næste skridt er check-in automater på Hovedbanegården, som ventes opsat i løbet af marts måned.
"Alt tyder på, at ønsket om selv at checke ind og undgå ventetiden i lufthavnen breder sig fra de rejsevante forretningsfolk til andre grupper af passagerer. Det er en udvikling både flyselskaberne og lufthavnen i høj grad hilser velkommen og bakker op om, fordi det gør livet lettere for passagererne. Derfor vil vi også se, at fremtidens afgangshal kommer til at se anderledes ud med færre check-in pulte og flere bagagedrops, ligesom mange ganske enkelt vil springe afgangshallen helt over og gå direkte til sikkerhedskontrollen," siger Brian Petersen.