- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthavn får digital turistinformation

Turister får fremover en bedre velkomst, når de lander i Københavns Lufthavn. Det skal en ny, digital turistinformation, som lufthavnen og Københavns Kommune står bag, sørge for.

Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Turister får fremover en bedre velkomst, når de lander i Københavns Lufthavn. Det skal en ny, digital turistinformation, som lufthavnen og Københavns Kommune står bag, sørge for. 

”Hvordan kommer jeg hurtigst fra lufthavnen til Den lille Havfrue? Hvor kan jeg spise i det nordiske køkken? Hvilke koncerter og udstillinger har København denne weekend?”

Spørgsmål om alt fra transport, spisesteder, kulturelle begivenheder og seværdigheder kan turister fremover få besvaret mens de venter på deres bagage.

I bagageudleveringen bliver rejsende fra på mandag mødt af en otte meter lang digital, interaktiv væg, hvor besøgende kan udnytte ventetiden til at få information om København. Her findes både digitale touch skærme med turistinformation, rejseinformation med afgangstider for offentlig transport og mulighed for personlig betjening af en turistinformationsmedarbejder via skærmopkald.

I forlængelse af væggen findes også billetautomater til offentlig transport og det officielle bykort til at tage med.

Københavns Lufthavn og Københavns Kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning, som overtog ansvaret for turistinformationen i København fra Wonderful Copenhagen i januar, er gået sammen om at give udenlandske turister en bedre velkomst.

For Københavns Lufthavn er det et spørgsmål om at gøre ventetid til oplevelsestid: ”Samarbejdet med om den digitale turistinformation sikrer, at passagererne kan benytte ventetiden i bagageudleveringen konstruktivt. Selv om vi sammen med fly- og handlingselskaberne i lufthavnen det seneste år har reduceret ventetiden, giver den digitale information god mulighed for at danne sig et overblik,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.

Bagageudleveringsområdet i lufthavnen er ved at undergå en større ombygning. Indtil videre pryder store gulv-til-loft-billeder af byområder i København og et stort antal af de klassiske, flaskegrønne københavnerbænke er rykket ind mellem bagagebåndene. Det er nogle af de tiltag, der sammen med den nye informationsvæg skal give turisterne et indtryk af, at byen allerede starter i lufthavnen.