Solsikkemærket signaler muligt behov for ekstra hjælp fra borgere med usynlige handicap og skjulte diagnoser. Nu har servicemedarbejdere i alle større danske lufthavne lært om konceptet.

Lufthavne hjælper passagerer med skjulte handicap

Symbolet er solsikken. Fra 1. oktober vil passagerer med ”usynlige handicap og skjulte diagnoser” møde ekstra forståelse og tålmodighed fra servicemedarbejdere i alle større, danske lufthavne.

Servicemedarbejdere i lufthavnene i Billund, Bornholm, Esbjerg, København, Midtjylland (Karup), Aalborg og Aarhus har de seneste måneder været gennem et undervisningsforløb.

Forløbet gør medarbejderne bedre i stand til at møde passagerer med forskellige usynlige handicap og skjulte diagnoser. I undervisningsforløbet er den internationalt anerkendte solsikkesnor blevet introduceret for medarbejderne, skriver de danske lufthavne i en fælles pressemeddelelse med Videnscenter om Handicap.

Dermed er medarbejderne i alle større danske lufthavne fra 1. oktober klar til at byde solsikkesnoren og dens bærere velkommen – og dermed skabe rammen for en mere tryg rejseoplevelse.

I undervisningsmaterialet, der består af seks film, hører lufthavnsmedarbejderne om oplevelser, dilemmaer og behov på turen gennem lufthavnen fra personer, der selv lever med for eksempel autisme, adhd, angst, ordblindhed, hjerneskade, talehandicap, synshandicap, hørehandicap, depression, demenssygdomme og så videre.

”Jeg kan have brug for mere hjælp, tid eller tålmodighed”
Solsikkesnoren bæres af de, der ønsker at sende et signal til medarbejdere i lufthavnsmiljøet: “Jeg har et usynligt handicap eller en skjult diagnose, og jeg kan have brug for mere hjælp, ekstra tid eller tålmodighed.”

Solsikkesnoren er et internationalt symbol og sikrer blandt andet, at man som rejsende ikke føler, man skal forklare sig eller behøver udtrykke, hvis et særligt behov for forståelse, tid eller tålmodighed opstår.

For medarbejderne er snoren et redskab, der sikrer, at man afsætter den nødvendige tid til at give den rette hjælp til de, der ikke nødvendigvis ser ud til at have et behov.

I Storbritannien blev snoren først lanceret i Londons Gatwick Airport i 2016. Siden har den spredt sig til øvrige britiske lufthavne og er nu også meget udbredt i mange andre brancher.

Københavns Lufthavn lancerede solsikkesnoren fra starten af i år. “Snoren har haft stor succes i Storbritannien på tværs af mange forskellige brancher, men vi vidste ikke, om den ville blive lige så godt modtaget af brugerne her i Danmark. Derfor ventede vi på at se responsen her hos os, før vi lancerede den som samlet branche,” siger Stine Ringvig Marsal, chef for service excellence  i Københavns Lufthavn og tilføjer:

”På trods af coronapandemien, har vi som lufthavne   konstant fokus på at skabe en tryg og god rejseoplevelse for alle. I den kontekst passer det godt ind, at vi nu sammen tager ansvar for at sikre lige tilgængelighed og inklusion blandt andet gennem træning og undervisning. På den måde har medarbejderne de redskaber, der skal til for at kunne levere gode kundeoplevelser – også til de kunder, der har sværest ved at opleve lufthavne som et trygt og tilgængeligt sted.”

Og det er ikke kun i lufthavne, man i fremtiden vil møde solsikkesnoren. Videnscenter om Handicap afsøger i øjeblikket mulige samarbejdspartnere, der vil være med til at udbrede og udvikle solsikkesnoren og dertilhørende træningsmateriale. Målet er, at solsikkesnoren let kan lanceres af alle virksomheder, der måtte have interesse i at skabe lige tilgængelighed og gode kundeoplevelser for personer med usynlige handicap, hedder det i pressemeddelelsen.

 

Relaterede artikler:

Så billige er flybilletterne i efteråret

Krydstogtrederi får sælger til minoritetsgrupper

Nu kan Billund Lufthavn teste rejsende for Covid-19