Det svenske rederi Stena Line lukker færgeruten Grenå-Halmstad den 30. april; hård konkurrence fra broforbindelser til og i Danmark blandt årsagerne. Rederiet Molslinjen opsiger koncernchef.
Med kort mellemrum kom der i dag to nyheder omkring færgerederier med trafik til og fra Danmark.
Molslinjen, der ejes af Nordic Ferry Infrastructure opsiger sin koncernchef, Kristian Durhuus, og vil nu søge hans afløser. Ejerne søger en anden profil, da man mener, at en sådan ændring er nødvendig, inden rederiet tager hul på næste fase af udviklingen, stod der i en pressemeddelelse.
Molslinjen har 10 primært danske færgeruter samt ruten mellem svenske Ystad og Bornholm.
Kort efter oplyste det svenske rederi Stena Line, at man med udgangen af april lukker den ene af sine to ruter mellem Sverige og Danmark, nemlig Halmstad-Grenå. Den anden rute er mellem Gøteborg og Frederikshavn.
I marts 2020, under pandemien, lukkede Stena Line også en dansk færgerute, Oslo-Frederikshavn.
Hård konkurrence fra de faste broforbindelser (Øresundsbron og Storebæltsbroen, red.) til og i Danmark, et presset omkostningsniveau samt et udfordrende marked præget af international usikkerhed og svage konjunkturer er de væsentligste årsager til, at forbindelsen mellem Grenå og Halmstad nu nedlægges, skriver Stena Line.
Betydelige udfordringer
Niclas Mårtensson, administrerende direktør i Stena Line, siger i pressemeddelelsen om lukningen af Halmstad-Grenå: ”Vi har gennem længere tid haft betydelige udfordringer med at opnå en rentabel drift på ruten.”
Stena Line har sejlet Grenå-Halmstad siden 2020 med én færge, Stena Nautica. Ruten blev flyttet fra svenske Varberg som følge af nye planer for havnen i Varberg.
I pressemeddelelsen siger Christina Bromander, Trade Director for Stena Line i Danmark: ”Ruten Grenå-Halmstad har været en vigtig del af Stena Lines netværk, og vi har i en lang periode arbejdet med forskellige tiltag for at vende udviklingen. Uden et tilstrækkeligt kundegrundlag er det dog ikke lykkedes, og vi har derfor truffet denne beslutning.
Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere i kommuner, regioner og erhvervsliv – på både dansk og svensk side – for et godt samarbejde i den periode, vi har drevet ruten,” siger hun og tilføjer:
”Vores ambition er, at så mange som muligt af de berørte medarbejdere tilbydes videre beskæftigelse i Stena Line. Kunder, som påvirkes af lukningen, vil blive tilbudt et alternativ på ruten Frederikshavn–Gøteborg.”
120 medarbejdere berøres
Johan Live, PR & Media Manager hos Stena Line skriver i en e-mail til Standby.dk: ”Cirka 120 personer arbejder med linjen Halmstad-Grenå, både ombord og i land. Vores ambition er at så mange som muligt kan blive tilbudt arbejde andre steder hos Stena Line.”
Stena Lines svenske færgenetværk vil fremover omfatte seks ruter og 12 skibe: Gøteborg–Frederikshavn, Gøteborg–Kiel, Trelleborg–Rostock, Karlskrona–Gdynia, Nynäshamn–Ventspils samt – fra her i februar– Umeå–Vaasa via det nyligt opkøbte rederi Wasaline.
I alt har Stena Line cirka 40 skibe og 19 ruter i Nordeuropa og Middelhavet med 34.700 afgange hvert år.
Stena-koncernen ejer også de danske rejsebureauer Best Travel og Sembo (det tidligere DTF Travel) samt hotellet The Reef i Frederikshavn.
Relaterede artikler:
Udlandsruter gør Danmark til stor EU-færgenation
Stena Stena Line forventer øget svensk rejseaktivitetr øget svensk rejseaktivitet
København-Oslo-ruten dropper at vende tilbage til Frederikshavn