- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luksushotel med ny direktør

Den hidtidige direktør for Hotel d’Angleterre blev sidste uge underdirektør i Tivoli med bl.a. ansvar for Nimb-bygningen, der huser eksklusivt hotel.

Der er igen sket ændring i ledelsen på et af Danmarks fineste og mindste hoteller, Nimb i Tivoli med 13 værelser. Hanne Provstgaard Lassen (foto) er ny direktør for bl.a. Nimb, erfarer takeoff.dk – hun har siden 2007 været direktør for 5-stjernede Hotel d’Angleterre.
Angleterre lukkede sidste uge og ombygges nu for ca. 300 mio. kr. Mens hotellet hidtil har haft 123 værelser, genåbner det næste forår med ca. 80 suiter.

 

Tivolis presseafdeling bekræfter takeoff.dks oplysninger om Hanne Lassens nye job fra 1. juni:
”Hanne Provstgaard Lassen er ganske rigtigt blevet ansat i Tivoli. Hun bliver ny underdirektør med ansvar for Tivoli High End, der består af Huset Nimb, restauranterne The Paul og Nimb Terrasse (tidl. Divan 2) og på sigt det nye kasino som åbner ultimo 2012 i H.C. Andersen Slottet.
Hun afløser René Jasper Thomsen, som vender tilbage til sit job som konsulent i hotelbranchen, og som i den egenskab vil fortsætte med at løse opgaver for Tivoli. Han har været nøglepersonen i den turn-around, Nimb har gennemgået, og er en væsentlig årsag til, at Tivoli High End blev til. René Jasper Thomsen bliver dog indtil Nimb Terrasse er åbnet,” hed fra Tivoli.

 

38-årige Hanne Provstgaard Lassen kom i 2001 til det daværende Remmen Hotels, der dengang talte de københavnske hoteller, d’Angleterre, Sophie Amalie og Kong Frederik samt restauranten Copenhagen Corner.

 

Islandske Nordic Partners købte i 2007 Remmen Hotels for angiveligt en milliard kr. Scandic overtog efterfølgende Sophie Amalie-hotellet ved Nyhavn, der i mellemtiden var omdøbt til Front, mens First Hotels i dag har Kong Frederik ved Rådhuspladsen.
I forbindelse med den islandske overtagelse blev hotelgruppen omdøbt til NP Hotels og fik ny adm. direktør i form af Hanne Provstgaard Lassen, der havde været hos Remmen Hotels siden 2001.

 

Nimb-hotellet har haft en lidt ujævn ledelsesstruktur den seneste tid. I december sidste år blev Kathrine Drastrup chef for Tivolis eksklusive hotel – men hun stoppede allerede i januar år.
Herefter blev René Jasper Thomsen underdirektør i Tivoli med ansvar for området Tivoli High End, mens Eva Bach-Jacobsen med titel af deputy manager blev ansvarlig for hele Nimb-bygningen, herunder restauranter.

 

Tivoli overvejer i øvrigt hotelværelser i H.C. Andersen-slottet ved Rådhuspladsen når Tivoli Kasino åbner i 2012. Det bekræftede Tivolis adm. direktør, Lars Liebst, tidligere i år til takeoff.dk
Ligeledes skal selve Nimb-hotellet måske være større – fordi hotellet tit har fuldt hus overvejes yderligere 17 værelser i den tilstødende Hercegovina-bygning. ”Den høje belægning kan kraftigt begrunde en udvidelse,” sagde Lars Liebst til takeoff.dk

 

Den nye Nimb-bygning åbnede i 2008 som et joint venture mellem Løgismose og Tivoli. Der var brugt over 100 mio. kr. på at renovere bygningen, der skulle gøres til en gastronomisk højborg og have et lille hotel. I 2009 sluttede Løgismoses’ engagement – Tivoli overtog for angiveligt én krone Løgismoses ejerandel af selskabet bag Nimb.

Det har ikke været muligt at få kommentar fra Hanne Provstgaard Lassen til hendes nye job.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten