- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Luxair skruer op i Københavns Lufthavn

FLYSELSKABER: Luxair vendte i juni tilbage til Københavns Lufthavn med en daglig flyvning, undtagen lørdag – fra sommerprogrammet næste år stiger antallet af flyvninger fra 6 til 11 om ugen.

De fem ekstra flyvninger bliver en morgenafgang på alle hverdage med start fra Luxembourg kl. 6.35 og retur fra Københavns Lufthavn til storhertugdømmet kl. 8.35, erfarer standby.dk

De nye frekvenser opereret med en ERJ145 med 49 sæder, mens aftenrotationen fremover bliver et mix mellem ERJ145 og Q400, hvilket betyder øget kapacitet på den afgang.

Luxair vendte i juni tilbage til Københavns Lufthavn – efter seks års fravær. SAS betjener i forvejen ruten til Luxembourg to gange dagligt med en morgen- og en aftenafgang.

Luxair betjener 50 ruter i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Det har 18 fly og havde sidste år 1,4 mio. passagerer – selskabet er med i Lufthansas bonusprogram, Miles & More.

”Det var en forkert beslutning at stoppe på København i 2007, efter 25 år – men nu håber jeg, vi er her for i hvert fald 25 nye år,” sagde Luxairs bestyrelsesformand, Paul Helminger, ved reception i juni på Hilton Copenhagen Airport i forbindelse med genåbningen af ruten. Luxair fløj mellem storhertugdømmet og København fra 1981-82 og fra 1985 til 2007. I rutens storhedstid havde den tre fly på hverdage.

Bestyrelsesformanden sagde, at bl.a. gentagne ønsker fra det danske samfund i Luxembourg på ca. 2.500 var medvirkende til at få ruten genstartet. Danskerne ønskede et alternativ (til SAS, red), sagde han.

Uden at nævne SAS, sagde bestyrelsesformanden, at Luxair har prøvet at få codeshare på ruten og videre fra København – men var indtil nu blevet afvist.

”København er platform for Luxair for rejsende, der skal videre i Norden,” sagde Paul Helminger.

Bagefter sagde Alberto Kunkel, vicepræsident i flyselskabet for bl.a. salg og marketing, til standby.dk:

”Det er rigtigt, at vi ikke har repræsentant i Danmark – vi kigger på muligheden, men det er et fordyrende led. Nu tester vi, hvordan den nye rute klarer sig uden. Og senest til marts næste år beslutter vi, hvad der skal ske med ruten – om vi skal øge eller lukke. Vi vil gerne have samarbejde med SAS, bl.a. fordi halvdelen af vores passagerer skal videre fra København. Vi har foreløbig samarbejde fra Københavns Lufthavn med Finnair og Estonian.”

Alberto Kunkel fortsatte: ”Luxair tilbyder fortsat business class, selv om dette tal falder – syv procent af vores passagerer flyver på business, indtægterne herfra udgør 30 pct. af Luxairs omsætning.”