KOMMENTAR: Vel er det ingen katastrofe, at Spanair gik ned, for det havde SAS taget højde for - men behøvede det overhovedet at være gået så galt, hvis tidl. koncernchef Jørgen Lindegaards plan var blevet fulgt, skriver Ejvind Olesen i denne kommentar.
Af Ejvind Olesen
Spanair har længe balanceret på afgrundens rand. Når det spanske marked braser helt sammen og en sidste bejler i form af Qatar Airways skynder sig væk, da de opdager, at også den spanske stat har opgivet at holde liv i det engang så stærke indenrigsselskab, må det ende sådan.
Og så sidder den tidligere ejer, SAS, som fortsat havde 10,9 pct. af aktierne, tilbage med den økonomiske smerte. Ikke helt så slemt, fordi man de sidste tre-fire år har været klar over, hvor det kunne ende – og også gjorde det.
Jeg har ved de to-tre sidste års pressemøder i Stockholm spurgt både Mats Jansson og John Dueholm, om ikke det var en ide at sende nogle dygtige SAS-folk ned for at få styr på Spanair og den risiko det fortsat var at have penge bundet i lån og leasingkontrakter. Og fordi jeg ikke var vildt imponeret af Spanairs drift og service.
Hver gang har svaret været, at ledelsen i Spanair var udmærket. Den havde man fuld tillid til. Det havde den fhv. SAS-chef efter årtusindskiftet Jørgen Lindegård ikke. Han fik til gengæld af SAS-personalet, ikke mindst af piloterne, skyld for at ville smugle lave lønninger ind ad bagdøren ved at give Spanair flere ruter til København og Stockholm for at få et stort netværk.
Han var selv i Spanien sammen med sin koncerndirektør Gunnar Reitan mindst én gang om måneden, men da Lindegård gik af, stoppede den tætte kontakt og kort efter forlod danske Lars Nygaard posten som adm. direktør i Spanair for at overtage samme stilling i Vueling.
Her gennemførte Lars Nygaard på tre år en turn around fra konkurstruet situation til i dag at være et veldrevet lavprisselskab (det er også spansk), der til marts starter med at flyve til både København og Aalborg. Lars Nygaard er i dag konsulent med base i Madrid.
Hvad nu hvis? Hvad nu hvis Nygaard, der kom fra SAS, og fra alle sider får skudsmål som en driftssikker luftfartsmand, var blevet på posten, og SAS havde bevaret interessen for dagligdagen i Spanair. Også selv om ejerandelen nu kun var på godt ti procent.
Ingen kan vide det, men det er da en spændende tanke. Nu må SAS, enten på 2011 regnskabet eller her i 2012, afskrive et lån på 1,7 mia. svenske kroner. Et lån der er ubetalt og således ikke påvirker likviditeten, men alligevel havde været rar at have i kassen. Aktiernes værdi er for længst skrevet ned til nul. Ydermere må man indløse et sted mellem 200 og 300 mio. kr. for underskrevne kontrakter på leasing af fly til Spanair.
Alligevel fastholdes meddelelsen om et plus på driften for 2011, når årsresultatet fremlægges i Stockholm 8. februar. Men lidt selvransagelse kunne der måske godt være brug for.