- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Måske letter støvet nu i taxiselskabernes verden

Noget mere støvet og gammeldags en danske hyrevogne skal man lede længe efter. Nu lysner det efter, at Danmarks største taxiselskab her i oktober er solgt til et investeringsselskab.

”Vi er glade og stolte af, at vi nu kan præsentere Triton, som ny ejer af Dantaxi. Kombinationen af en ny taxilov med nye udviklingsmuligheder, inden der i 2021 liberaliseres yderligere, gør at tidspunktet er det helt rigtige. På den korte bane vil vores kunder ikke mærke meget til ejerskiftet. På længere sigt vil det føre til forbedret taxiservice,” læste jeg i en pressemeddelelse fra bestyrelsesformand i Dantaxi, Lars Christiansen, lige inden efterårsferien.

Især de sidste to linjer gjorde mig til optimist. Skulle det nu endelig være forbi med noget, af det mest støvede og bureaukratiske, jeg har kendt, når jeg rundt i verden kører med hyrevogn.  Samtidig i Danmark noget af det dyreste.

Kører i 60 kommuner
Dantaxi er ikke nogen lille spiller med transport rundt omkring i Danmark. Firmaet tilbyder taxikørsel i 60 af landets 98 kommuner. Det har naturligvis udløst en række kommentarer. Det er vel ikke mange, der har fået en så hård kritik gennem årene, som de danske taxafirmaer.

En enkelt avis brugte også den om russisk planøkonomi, som jeg selv har brugt både i Berlingske og senere her på STANDBY. dk. Og fået masser af høvl for fra harmfulde vognmænd, der selv synes, at deres prissystemer, er det eneste rigtige. Undskyldninger har der været nok af om offentlig styring, dyrt brændstof, moms og afgifter i det hele taget.

Forbi med monopolet
Forleden skrev journalist Jesper Kongskov i en klumme i Berlingske Business: ”Nu gik det lige så godt, ifølge vognmændene selv. Da Uber blev kendt ulovlig i fjor, var jublen stor blandt gamle taxier, vognmændene og deres fagforeninger. Tilbage stod forbrugerne med et gammelt taxisystem, hvor man kunne kigge i vejviseren efter innovation og service.”

I dag er det anderledes. Her fastlog han, ”at den ny taxilov baner vej for en markant forandring. De gode gamle dage med taximonopol er definitivt forbi.”

Selv har jeg aldrig været udsat for samme mangel på service, tilsat lidt fup, som i mange lande i udlandet. De fleste taxichauffører i Danmark har været venlige, om end jeg sjældent har oplevet, at de er kommet ud af bilen for at holde døren for mig og eventuelle ledsagere. Det kan ellers nok være nødvendigt, når man skal ind eller ud af en ubekvemmelig dansk taxa.

Min kritik (og den med russisk planøkonomi) kører udelukkende på prissystemet. Den med, at man bare sætter priserne op, når der er mangel på passagerer. I stedet for det modsatte, som på hotellerne i weekenden og flyselskaberne på de svage midt-på-dagen-afgange (flyenes indenrigsruter som godt eksempel).

Flyselskaber og hoteller har lært det
 Flyselskaberne har for længst fundet ud af, at priserne skal ned for at få fyldt op i flyene, når det er tyndt med passagerer. Hotelselskaberne ved, at de tjener mere i weekenden ved at sætte priserne ned, end ved at stå med tomme senge. De ved også, at gæsterne i weekenden er nogle helt andre end til hverdag. Folk som selv må betale for herlighederne.

Når jeg har diskuteret med yngre chauffører på mine mange taxiture. siger de ofte, at det er en vældig god idé at sætte priserne for taxikørsel i weekenden, for det er småt med firmakort, som ellers dominerer fra mandag til fredag.

Når jeg nævner det for en ældre taxavognmand, bliver han ofte lidt småfornærmet. ”Vi skal jo betale chaufførerne for at køre om natten, og på skæve helligdage!”

Uber fører klart i New York
Det hele er et spørgsmål om fri konkurrence (Uber). Hvorfor skulle man ikke betale nattakst, når der fortsat blive færre og færre vogne i funktion?

Den korte tid Uber fik lov til at køre om natten i København, røg der mange gode ture fra taxiselskaberne på grund af prisen. (Nej, jeg forsvarer ikke Ubers manglende skattebetaling. Der skal være fair konkurrence under lige vilkår).”

Er det med priserne nu så slemt? Ja, det synes jeg. Kom så bare med, at både Schweiz og Norge er meget dyrere. Det kan danskerne herhjemme og vore turister jo ikke bruge til noget.

På hverdage koster en taxa i København 29 kroner for start og ni kroner per kilometer og en tidstakst på 6,67 kroner per minut indtil kl. 18.00, men derefter indtil kl. 06.00 stiger prisen næsten til det dobbelte til 17 kroner per kilometer plus tillæg.

Og nu kommer det værste: Nattakster gælder søn-og helligdage, og skæve helligdage – også grundlovsdag, som ikke er en rigtig helligdag. Jeg har på en grundlovsdag betalet 1.050 kroner for en taxa (48 kilometer) fra Hørsholm til lufthavnen. Bilag haves.

Da jeg til en klumme om indenrigstrafikken med fly for ikke længe siden erfarede, hvad det koster med taxa fra Midtjyllands Lufthavn i Karup til de større byer i området, forstår jeg bedre, hvorfor lufthavnen har det svært.  Der er ingen kollektiv trafik. Tænk, hvis der var fri konkurrence.

Om Uber nogensinde vender tilbage til Danmark, aner jeg af gode grunde ikke. Men de seneste tal fra New York, hvor man nu forbereder en børsnotering, viser, at mens Uber har kunder 60 procent af tiden, har de autoriserede taxaer (primært de gule) det kun i 40 procent af tiden.

Regn selv ud, hvad det betyder.