- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Malév går imod strømmen

Otte procent flere passagerer med det nationale ungarske flyselskab i årets andet kvartal.

Malévs nye forretningsstrategi har sikret, at selskabets passagertal siden april atter er steget. Trods en vanskelig økonomisk situation er det lykedes selskabet – som et af de få i Europa – at øge passagertallet i årets andet kvartal.

 

Ved årets begyndelse ændrede Malév fokus og satsede på nøgleområderne med markedsføring overfor nye kundesegmenter, bedre udnytelse af kapaciteten og styrkelse af både markedsandele og load factor. Selskabet satser på en løbende strøm af specialtilbud, der kan konkurrere med lavprisselskaberne og har fordoblet sit marketing budget, indført online reservation, udviklet et særligt spareprogram for erhvervsrejsende og startet salg af pakkerejser.

 

Karim Makhlouf CCO forklarer, at indsatsen har ført til en gennemsnitlig vækst på 8% for april, maj og juni. De tre første uger i juli var væksten 7%. Det har øget markedsandelen i Ungarn med 3,2% til 43,4% i andet kvartal, og reservationerne for kommende måneder ser positive ud.

 

Selskabets vigtigste ruter går til Amsterdam, København, London, Paris, Madrid, Bruxelles og Frankfurt, men også ruterne til  Athen, Bukarest og Tel Aviv har opnået stor betydning.

Skrevet af Flemming Juul