- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Man bliver ikke bæredygtig af at købe danske kyllinger

Sinatur Hotel & Konference: Vi er nu landets første hotelkæde med et verificeret GHG-regnskab. Det skal være med til at reducere den fagforeningsejede hotelkædes klimaaftryk.

Sinatur Hotel & Konference, der ejes af fagforeningen Danmarks Lærerforening, driver sine seks danske hoteller og konferencecentre på naturens præmisser og tænke bæredygtighed ind i alle beslutninger, lyder det.

Derfor har Sinatur som en af de første danske virksomheder fået kortlagt sin CO2 udledning efter den internationale standard Greenhouse Gas Protocol.

I samarbejde med rådgivningsvirksomheden BetterGreen har hotelkæden Sinatur fået kortlagt sin 2019-udledning efter GHG (Greenhouse Gas)-standarden. Det er en meget omfattende proces, hvor man i detaljer kortlægger de udledninger, man selv har direkte indflydelse på, og de, hvor man er afhængig af, for eksempel samarbejdspartnere, skriver Sinatur i en pressemeddelelse.

Kortlægningen i tre grupper
Kortlægningen af udledningerne sker i tre grupper, oplyser Sinatur.

Scope 1 er direkte udledninger fra energiproduktion på egne anlæg. Her er blandt andet målt Sinaturs forbrug af diesel, benzin og naturgas samt energiproduktionen på egen vindmølle, solceller og biomasseanlæg.

Scope 2 er indirekte udledninger, for eksempel elektricitet, mens Scope 3 er andre indirekte udledninger, primært indkøb til driften.

Man bliver ikke bæredygtig af at købe danske kyllinger
Kari Brandsgård, direktør for Haraldskær Sinatur Hotel & Konference, siger i pressemeddelelsen: “Man bliver jo ikke bæredygtig, bare fordi man køber danske kyllinger og dropper plastsugerøret i drinken.

Vi er på mange områder frontløbere, og det kan være utrolig svært at gennemskue, hvilket valg der er det mest klimavenlige. Med GHG-regnskabet har vi fået stor indsigt i vores aktuelle CO2 aftryk og forbedringsmulighederne, ligesom vi har fået et fakta-baseret værktøj, som gør det langt nemmere for os at tage hensyn til klimaet fremover,” siger Kari Brandsgård.

Sinaturs samarbejdspartnere er også involveret, siger Claus Nielsen, direktør for Frederiksdal Sinatur Hotel & Konference:

“Vi vil inspirere så mange som overhovedet muligt til at samarbejde med os om at skabe en mere bæredygtig verden. Allerede nu kommer 85 procent af vores mad- og drikkevarer fra danske leverandører, og 73 procent af vores affald bliver genbrugt.”

100.000 overnattende gæster
I normale år har Sinatur omkring 250 medarbejdere på sine seks hoteller og konferencecentre med samlet cirka 400 værelser og 100.000 overnattende gæster om året.

Sinatur Hotel & Konference-kæden består, nævnt alfabetisk, af Frederiksdal med 60 værelser ved Lyngby nord for København, Gl. Avernæs ved sydfynske Ebberup med 73 værelser, Haraldskær ved Vejle har 51 værelser, Sixtus ved Middelfart med 27 værelser, Skarrildhus ved Herning med 81 værelser og kædens flagskib, Storebælt med 115 værelser ved Nyborg.

Relaterede artikler:

Ny dansk rejseindikator analyserer nyeste data

Danskerne må mødes fra ti til 500 personer

Direktørskifte i dansk hotel- og konferencekæde