- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Man kunne jo også tage et smut til New York

Det kunne være fristende at købe en billet til New York med Norwegian for 899 kroner og så vente lidt med at forny barberskraber og kost til 770 kroner. Alternativet er måske en drømmepude hos Jysk til 800 kroner.

Da vi i den første uge af januar for 30 år siden pludseligt erfarede, at et flyselskab ved navn Tower Air sammen med Tjæreborg Rejser havde fået tilladelse til at starte en charter/ruteflyrute mellem København og New York, troede jeg aldrig, jeg skulle opleve billige priser.

Med Jens Veino ved roret blev der solgt en uges ophold og fly frem og tilbage for 2.500 kroner. Og det gik som varmt brød. Et beløb som med inflation svarer til næsten det dobbelte i dag. Det var gennembruddet for den jævne danskers første besøg i New York.

Og så kom i år flyselskabernes overflødighedshorn af lavpriser. Direkte fra København til New York, en enkeltrejse, men alligevel, 899 kroner med Norwegian.

Det fik mig til at huske tilbage på Jørgen Nielsen i Cimber Air, der for flere år siden sagde: ”Det skulle glæde mig den dag en flybillet til Rom kom til at koste lige så meget som et par cowboybukser”.

Hvad kan man få for 899 kroner?
Nu var det så jeg tænkte, hvad man egentlig kan få i dag for 899 kroner?

Jeg har længe gået og overvejet, at jeg også ville ligne alle de andre og tillægge mig skæg. Det klæ’r langt fra alle, men jeg kunne da prøve, selv om det jo nok ville blive gråt. Det faldt egentlig godt ud efter min egen mening, men ikke i følge mine nærmeste. Og så skulle det af igen.

Jeg fandt i Mens Shop en barberskraber til 460 kroner og en barberkost til 310 plus sæbe i alt ca. 800 kroner. Så var det idéen opstod: Man kunne jo også tage en tur til New York i stedet for?

Eller blive hjemme og tage i Operaen og se og høre noget fra USA nemlig ’Pigen fra Vesten’ med gode billetter til 643 kroner og transport i alt 890 kroner. Oplevelsen ville få hurtigere ende og være knap så anstrengende. Musikken er for resten heller ikke efter min smag.

Fristelserne væltede ind over mig. Jeg fik fat i en annonce fra Søllerød Kro – særligt tilbud ganske vist: En glas bobler, tre retter med vine, kaffe og noget sødt til 795 kroner. Hvis man skal have mad om bord hos Norwegian, skal man også betale ekstra. Men den store prisforskel på gourmetmåltid og flyrejsen er der ikke.

For resten har jeg i den senere tid haft problemer med min gamle DAB radio. Program 5 med morgenmusik af mere populær karakter og med danske solister har det med at forsvinde. Jeg kunne godt bruge 850 kroner til en ny radio.

Skal jeg mon hellere nøjes med at drømme mig til New York og købe en Drømmepude hos Lars Larsen i Jysk til 800 kroner?

Taxa til samme pris
Nu ved jeg jo godt, at jeg skal hjem igen fra New York, og at der skal betales ekstra tillæg. Jeg ved også, at SAS har været ude med tilbud på under 3.000 kroner retur. Jeg ved til gengæld også, at januar er den billigste måned at besøge New York.

Det fik jeg bekræftet, da jeg gik ind på et par bookingportaler. Det udmærkede Hotel Lexington, hvor jeg engang har boet, tager her i januar 779 kroner pr. nat for et værelse, og Hilton Times Square er i markedet til 659 kroner for en overnatning, mens Hotel Wyndham, som mange danske turister kender, tager 453 kroner.

Nej, nu husker jeg, når jeg har været i New York i februar. Sneen og blæsten peb om hjørnerne på skyskraberne. Det var bidende koldt, frøs 10-15 grader. De gamle tog sad fast i sneen. Taxachaufførerne nægtede at køre til udkanten af byen på grund af spejlglatte veje. Flere tusinde flyafgange blev aflyst.

Forresten havde jeg helt glemt, at taxaregningen fra Hørsholm til Københavns Lufthavn sidst lød på 899 kroner! – Jeg venter til flyvebilletten bliver lidt billigere. Taxaen tror jeg ikke på.

God weekend