- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Man skulle eje en togbus

Hvis man skal have succes i dansk erhvervsliv på ryggen af iværksættere og innovationspuljer skal man eje en togbus. Jeg ved godt, hvad det er for en størrelse, og hvordan den igen og igen redder DSB fra den totale fiasko.

Enten er der tale om et tog, eller også er det en bus. Og busser kommer vi igen til at se masser af her i byerne langs Kystbanen fra København til Hellerup fra sidst i juni til 14. august. Det kender vi. Vi har prøvet det før.

Klummer Banedanmark kan ikke finde ud af rationel vedligeholdelse og lukker rundt om i Danmark hele stærkt trafikerede strækninger i flere uger. Vi skal igen sige god dag til ”Lendemark Turistrafik”, ”Jens Franzens  Busser” fra Lemvig, ”Nr. Alslev Ekspressen”. ”Eventyrbussen”, ”Pers busser” fra Døllefjelde, ”Lyngby Turist”, ”Jydebussen” og ”Humørbussen”. Vi kender dem allesammen.

Nogle er lange, nogle er høje (dobbeltdækkere), nogle er røde og nogle er grønne. Alle har de et skilt i vinduet med TOGBUSSEN, mens de pløjer af sted på de i forvejen bilfyldte gader og veje. Mange gange midt på dagen med bare to passagerer. ”Kom ikke og sig, at Banedanmark ikke gør noget for sine kunder”.

Da DSB var en helhed
Hvorfor kendte vi ikke begrebet en togbus i mine 10 år ved DSB fra 1953? Hvorfor kendte vi ikke noget til lukkede banestrækninger i flere uger? Hvordan pløjede store tunge lokomotiver sig igennem snedriver om vinteren og strækninger med masser af blade på skinnerne om sommeren uden problemer? Var tingene da virkelig meget bedre i gamle dage?

Nej, men DSB var en helhed. Der var ikke noget, der hed Banedanmark. Der var til gengæld nogle dygtige faglige baneformænd på skinnecykler. Vel var de ikke ingeniører, eller systemplanlæggere, men de kunne næsten lugte, når en strækning trængte til at blive vedligeholdt – og så skete reparationerne om natten.

I værste fald en kort strækning ad gangen, med overgang til enkeltspor med indbyggede forsinkelser. Som det optimale, men kun ved ulykker, måtte vi ty til busser. Og så var det DSB`s egne røde rutebiler. Dengang kaldte vi en bus for en bus.

En forladt flygtningelejr
Den faglige stolthed var stor, blandt de mange jeg fulgte i hverdagen. Både i de to perioder jeg var på landstationer og til afslutningen på Hovedbanegården, inden jeg forlod etaten og gik over til rejsebureauerne.

Prøv engang i dag at tage toget fra København til Aalborg. Uden nogen form for mulighed for at købe mad og drikke, uden en egentlig 1. klasse til dem, der vil betale lidt mere,  og sjældent rettidig afgange.

Decideret kedelige jernbanerestauranter og ventesale uden service på stationerne. Både de store og de mindre. Prøv engang at se Kokkedal Stations venteværelse. Det ligner en forladt flygtningelejr. Vel behøver vi ikke som tjener Boldts samlever en Palmehave, som vi kender den fra Matador. Mindre kan gøre det. Men hvilken afgrundsdyb forskel på en dansk lufthavn og en dansk jernbanestation.

Forhenværende SAS-direktørs udfordring
Jeg misunder ikke min gode bekendt, forhenværede SAS-direktør Flemming Jensen, at han som topchef må lægge navn til den fortsat ringere og ringere service og mangel på præcision, som DSB står for i dag. Han skal nok sin natur tro få rettet op på meget, men måske kæmper han forgæves. Banedanmarks dispositioner kan tage pippet fra de fleste.

Jeg drømte forleden, at jeg var chauffør på en togbus, og med om bord havde jeg Flemming Jensen som kontrollør. Vi skulle bagefter skrive en rapport om det at køre med togbus.

Det var heldigvis kun en drøm!