- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mange fejrede dansk profil fra charterbranchen

Der var stort rykind torsdag, da John Alexandersen, kommerciel direktør i Thomas Cook Airlines Scandinavia, fejrede 25 års jubilæum i Nordens største charterflyselskab.

Receptionen på Beghuset i det gamle Dragør samlede et bredt udsnit af John Alexandersens berøringsflade; der var nuværende og pensionerede kolleger fra Thomas Cook Airlines Scandinavia, TCAS, kolleger og konkurrenter fra andre dele af charterbranchen, familie og venner og mange andre.

Som kommerciel direktør i TCAS dækker John Alexandersens ansvarsområder blandt andet flykontrakter, kundeansvar, trafikplanering og catering.

I sin tale til 25 års jubilaren, sagde Thomas Cook Airlines Scandinavias administrerende direktør, Per Knudsen, blandt andet:

”Du passer dit arbejde med stor bravur – på arbejdet lever og ånder du for den nordiske integrerede model” (Thomas Cook Northern Europe med TCAS og en række Thomas Cook-ejede charterrejsebureauer, i Danmark for eksempel Spies, red) Thomas Cook Northern Europe, TCNE, er guldægget i økonomisk trængte Thomas Cook Group og TCNE giver år efter år solide overskud.

Per Knudsen fortsatte: ”Jeg er dybt taknemmelig for dit engagement, din evne til at finde løsninger – dem finder vi altid. Men du får ikke altid den anerkendelse, du fortjener,” sagde den administrerende direktør, hvortil John Alexandersen fremkaldte et stort grin fra de fremmøde ved tørt at konstatere: ”Dét er rigtigt.”

”Du er den eneste, der har booket en A380”
Per Knudsen kom ind på en af John Alexandersens seneste store udfordringer. Sidst i juli sidste år blev lufthavnen på den græske ferieø Rhodos ramt af enorme IT-problemer, der betød masser af aflyste fly fra hele Europa og strandede passagerer, blandt andet fra TCAS.

Blandt de ramte passagerer var 213 fra Spies, der fra Københavns Lufthavn skulle til Cypern. Oprindeligt var der 350 passagerer, men tallet skrumpede til de 213. De kunne først komme afsted med et par dages forsinkelse og til at transportere dem valgte John Alexandersen og hans afdeling en noget kostbar løsning, da der ikke var andre ledige fly.

De chartrede en Airbus A380 fra det portugisiske selskab Hifly – flyet har i alt plads til over 470 passagerer. Se linket til den historie herunder.

”Du bookede A380’eren til denne flyvning; du er den eneste i hele Thomas Cook Group, der har booket en A380, og sikkert også den eneste i Skandinavien,” sagde Per Knudsen.

Kun askeskyen betød aflysninger
John Alexandersen takkede for talerne, der var også en mere personlig tale fra Eva Palm, Director Flight planning and Contracting hos Thomas Cook Northern Europe.

Jubilaren kiggede tilbage på sit lange liv i rejsebranchen, ikke mindst de 25 år hos TCAS og dets forgængere, Premiair og MyTravel Airways.

Årene med at holde charterflyene på vingerne har blandt andet budt på udfordringer som tsunamien i julen 2004, den islandske askesky i 2010 og terrorangreb i blandt andet Egypten og Tunesien. ”Men askeskyen var eneste tidspunkt, hvor vi måtte annullere flyvninger,” sagde John Alexandersen.

Relaterede artikler:

25 år med kendt charterprofil

Spies’ ejer på jagt efter nyt milliardbeløb

Spies-gæster i godt humør – trods lang forsinkelse