- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mange fejrede Horesta-formand

PEOPLE: Stort rykind da Horestas bestyrelsesformand i går markerede sin 70 års fødselsdag med besøg af flere hundrede gæster til receptionen.

Fra receptionen i går – Jens Zimmer Christensen flankeres af Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard og Allan Agerholm, næstformand i Horestas bestyrelse, bestyrelsesformand for VisitDenmark og koncernchef for BC (Bella Center) Hospitality Group. Foto: Ulrik Jantzen, Büro Jantzen.

PEOPLE: Stort rykind da Horestas bestyrelsesformand i går markerede sin 70 års fødselsdag med besøg af flere hundrede gæster til receptionen.

Direktør og ejer af Hotel Maritime i København, Jens Zimmer Christensen, rundede i juli 70 år, men da det er midt i sommerferien, blev receptionen først holdt i går.

Det skete ved Horestas hovedkvarter på Frederiksberg, hvor der i dagens anledning var opstillet stort telt til de mange gæster fra nær og fjern, Horestas egne medlemmer samt eksterne samarbejdspartnere.

Jens Zimmer Christensen har siden 1993 drevet Hotel Maritime og blev i 2009 bestyrelsesformand for Horesta.

Men selv om han har rundet de 70, har formanden med det passende mellemnavn for en hoteldirektør, ingen planer om at trække sig fra bestyrelsen. ”Jeg blev i maj genvalgt for endnu en toårig periode, og den agter jeg at gennemføre,” sagde han i går til standby.dk

Horesta-formanden glæder sig over de mange nye hotelprojekter i og udenfor hovedstaden:

”Der er stigende efterspørgsel; sidste år var rigtig godt for navnlig hoteller i København med de mange kongresser og dette år tegner også godt. Sagt med det forbehold, at vi selvfølgelig ikke ved, om der f.eks. kommer forstyrrende finansielle udfordringer fra omverden,” sagde Jens Zimmer Christensen.

Han er oprindeligt shippinguddannet og har været udstationeret i Australien, USA og Hong Kong.

I 1980 vendte han hjem til København, hvor han i 1980’erne havde direktørposter i rederibranchen hos Copenhagen Reefers, Dannebrog Rederi og Mercandia. Han gik i 1993 fra borde hos rederierne til fordel for et andet stort væksterhverv, hotelbranchen.

Jens Zimmer Christensen bestrider ud over formandsposten i Horesta en lang række tillidshverv, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Dansk Arbejdsgiverforening. Desuden er han bestyrelsesmedlem i en række fonde og udpeget til sagkyndig dommer i Sø- og Handelsretten. Ved årsskiftet overtager han formandsposten i den europæiske hotelklassifikation, Hotel Stars Union.