- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Manipulation med bro-rapport?

Forskere mener ikke rapporten om Kattegatbroen giver et retvisende billede, der kan sammenlignes med andre broprojekter.

Transportministeriet afviser kritikken, men flere trafikforskere beskriver rapporten som manipulation. De mener, det er en politisk rapport, med facit givet på forhånd.

Der er angiveligt brugt bestemte forudsætninger, som gør Kattegatbroen til en dårlig forretning og hvis man havde brugt de samme forudsætninger som for Femern-projektet, ville resultatet formentlig være, at Kattegatbroen vil være en bedre forretning, hedder det ifølge jp.dk.

 

 Havde man anvendt de samme forudsætninger som for Femernbroen, ville resultatet formentlig have været, at Kattegatbroen i virkeligheden er en bedre forretning end Femernbroen.

Trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitetscenter betegner fremskrivningen af trafikken som manipulation. Der regnes med en stigning på 1,5% årligt over Kattegat, hvor Infrastrukturkommisionen regner med 2,5% på statsvejene frem til 2030. Han tror heller ikke på det skønnede spring i trafikken på 15%, når det for Femern-broen er ansat til 40%.

Desuden undrer han sig over, at alle landanlæg til Kattegatbroen tages med, hvilket ikke gælder for broerne over Storebælt, Øresund og Femern Bælt.

Hans kritik støttes af trafikforsker Harry Lahrmann ved Aalborg Universitet.

I et svar fra Transportministeriet nævnes, at trafikspringet er beregnet på baggrund af hollandske erfaringer og at modellen med landanlæg er den samme som for Øresundsbron og som ventes gennemført for Femern-forbindelsen.


Ikke mindst politikere og embedsmænd fra Region Midtjylland anklager rapporten for manipulation.

Skrevet af Flemming Juul