- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Marienlyst løber med sejren for syvende gang i træk

Det er tilsyneladende svært at holde trit med Marienlyst Strandhotel, der igen er blevet udpeget til at have det bedste brand blandt en række danske hoteller, konferencecentre og andre venues.

Tidligere på ugen kom det frem, at Storebælt Sinatur Hotel & Konference er blevet kåret som Danmarks Bedste Venue på baggrund af en undersøgelse blandt 837 mødeplanlæggere, som analysehuset MyResearch og Danske Konferencecentre står bag.

Uddelingen af prisen er en årlig tilbagevendende begivenhed, men det er ikke den eneste, som det indsamlede datamateriale benyttes til. Det danner nemlig også grundlag for MyImage Venue, der viser mødeplanlæggeres syn på de største venuebrands herhjemme.

De seneste seks år er det Marienlyst Strandhotel, der er løbet med titlen som landets bedste brand, og i år var ingen undtagelse. Da resultaterne af årets undersøgelse blev afsløret, stod det klart, at Helsingør-hotellet kunne kalde sig vinder for syvende gang i streg.

Kendte navne med i opløbet
Som led i 2026-undersøgelsen har MyResearch målt kendskab, præference, image, tilfredshed og Net Promoter Score for over 40 af landets venues. Sidstnævnte går ud på, om respondenterne vil anbefale stederne til andre.

De er ligeledes blevet vurderet via det såkaldte Brand Power Index, hvor man ved hjælp af en række faktorer såsom kundernes kendskab, opfattelse og loyalitet forsøger at fastslå, hvor stærkt et givent varemærke er.

Hovedresultaterne for årets undersøgelse viser, at mens Marienlyst Strandhotel atter løb med sejren, landede CPH Conference i DGI Byen andenpladsen i årets undersøgelse. Det tredje mest stærke brand var Tivoli Hotel & Congress Center.

I forbindelse med den nye udgave af MyImage Venue er der også sat navn på årets højdespringere. Det er de steder, der har haft den største procentuelle fremgang i Brand Power Index. Førstepladsen indtages af Crowne Plaza Copenhagen Towers, dernæst følger Kurhotel Skodsborg og Kragerup Gods.

Sjælland dominerer
MyResearch har bedt deltagerne i undersøgelsen om at forholde sig til, hvilke hoteller, konferencecentre og andre venues, som de mener bedst matcher med en række imageudsagn.

Mødeplanlæggerne mener, at CPH Conference i DGI Byen har en god beliggenhed, mens MBK associeres med konkurrencedygtige priser og som et sted, hvor de ansatte er fleksible og servicemindede.

IDA Conference fremhæves derimod for både gode lokaler og gode tekniske faciliteter, mens det sønderjyske hotel Alsik Hotel & Spa får ros for den gode mad. Vingsted Hotel & Konferencecenter er en dygtig sparringspartner, og Kragerup Gods er gode til unikke oplevelser.


Relaterede artikler:

837 mødeplanlæggere har talt: Kårer ny vinder

Kårer atter kendt hotel som landets bedste brand

Mødeplanlæggere udpeger Danmarks bedste venues