- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Markedet for hotelejendomme boomer

Det danske marked for hotelejendomme er i stor vækst og er syvdoblet i det seneste år. I København alene blev der handlet hotelejendomme for mere end fem milliarder kroner.

Den canadiske ejendomsgigant Colliers har udgivet en rapport, som giver et overblik over det danske ejendomsmarked, og her fremgår det, at hotelsegmentet fik et historisk godt år for ejendomstransaktioner i 2025, og samtidig ser det ud til, at markedet for hotelejendomme fortsat vil være aktivt i de kommende år.

Inden for hotelsegmentet sås der sidste år en vækst på næsten 700 procent, og samtidig har man oplevet en aktivitet, som er dobbelt så høj som det hidtil højeste niveau i det seneste årti. Det mener Colliers vidner om, at der er, hvad man betegner som ”en enorm tillid til turismen og hospitality-sektoren i Danmark.”

Det var i 2025 de nordiske investorer, som dominerede på markedet for hotelejendomme. Således stod danske investorer for 2,1 milliarder kroner, hvilket svarer til 40 procent af segmenthandlen, mens andre nordiske investorer stod for 3,7 milliarder kroner, og tilsammen udgør danske og nordiske investorer mere end 95 procent af segmenthandlen.

Til gengæld udgør hotelinvesteringer stadig den mindste del af transaktionsmarkedet af ejendomme – nemlig ni procent. Det største marked er boligmarkedet med hele 51,3 procent af ejendomsmarkedet.

Flest handler i hovedstaden
I Region Hovedstaden var der i 2025 en transaktionsvolumen på 43,8 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på hele 39 procent sammenlignet med 2024. Det er særligt de største ejendomshandler, som har udgjort væksten. Hotelsegmentet stod for 5,4 milliarder kroner.

Bolig var det største segment, men den mest markante aktivitetsstigning blev observeret i hotelsegmentet, som oplevede en historisk høj transaktionsvolumen, og hvor 83 procent af handlerne fandt sted i hovedstaden.

I Region Sjælland, som står for otte procent af den samlede transaktionsvolumen i Danmark, svarende til 5,8 milliarder kroner, havde hotelejendomme den næsthøjeste transaktionsvolumen i det seneste årti, mens retail-markedet, hvor handlen med dagligvarebutikker udgjorde en betydelig andel, så den største stigning. Her blev der handlet hoteller for 172 millioner kroner.

Historisk højt niveau i Midtjylland
Regionen med den højeste procentuelle stigning i transaktionsvolumenen i 2025 er Syddanmark. Den stigning lyder på hele 69 procent svarende til 9,8 milliarder kroner. Men samlet set stod hotellerne her kun for 271 millioner kroner. Den mindste selvstændige post i statistikken.

I Region Midtjylland var der en transaktionsvolumen på 10,6 milliarder kroner, og her stod Aarhus for hele 58 procent af markedet. Regionen oplevede en stigning i transaktionsvolumenen på fem procent fra 2024, og hotelmarkedet nåede et historisk højt niveau med en stigning på 500 millioner kroner i forhold til 2024. Hotellerne udgjorde 5,1 procent af transaktionsvolumen her svarende til 541 millioner kroner.

I Region Nordjylland var der samlet en transaktionsvolumen på 2,3 milliarder kroner, hvoraf Aalborg stod for 62 procent. Her nåede hotelsegmentet det højeste niveau i et årti. Nemlig 96 millioner kroner svarende til 4,1 procent af den samlede volumen.

 

Relaterede artikler:

Sælger Comwell-hotel for en milliard kroner

Kendt hotelkæde sælger hotel – og ser efter nye

Køber både hotel og en grund for at styrke attraktion