- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Marriott bruger nye millioner på renovering

I dag rykker 35 håndværkere, dekoratører og arkitekter ind på Copenhagen Marriott Hotel, for de kommende måneder at renovere Danmarks største femstjernede hotel. Regningen bliver ca. 23 mio. kr.

Næsten al inventar rives ud af hotellets værelser, banket-afdeling og lounge, så der inden længe kan bydes velkommen i moderniserede omgivelser. Der skal males, sættes nye gardiner op, lægges nye gulvtæpper og der kommer ny kunst på væggene.
”Det er på tide med en modernisering. Vi har været her i ti år, og som Danmarks største femstjernede hotel skal vi følge med tiden,” siger hotellets direktør, Elmar Derkitsch.
I midten af januar er første etape af projektet – til 23 mio. kr. – færdig. Til den tid vil de øverste to tredjedele af værelserne, banketten samt executive lounge stå klar. 
”Vi har meget travlt lige fra begyndelsen af 2012 på grund af Danmarks EU-formandsskab, og derfor bliver den sidste tredjedel af værelserne moderniseret i begyndelsen af 2013,” siger Elmar Derkitsch. 
Hotellet har det seneste års tid brugt over 50 millioner kr. på første fase af renoveringen af en del af sine værelser samt bar- og lobbyområdet.
Med sine 401 værelser er Marriott største femstjernede hotel i Danmark. Jylland har ét 5-stjernet hotel, Comwells Kellers Park ved Vejle, Fyn har også ét 5-stjernet hotel, Kongebrogården, mens København har fem 5-stjernede hoteller: d’Angleterre (i øjeblikket lukket for ombygning til over en halv milliard kroner), Hilton Copenhagen Airport, Marriott, Royal og Skt. Petri.

Skrevet af Redaktionen