- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Massedrab rammer Las Vegas hårdt

TURISME: Tragedien 1. oktober, hvor 58 mennesker blev dræbt og 500 såret, har givet en dæmper på antal flyrejser til Las Vegas, viser ny undersøgelse.

TURISME: Tragedien 1. oktober, da 58 blev dræbt og 500 såret, har lagt en dæmper på antal flyrejser til Las Vegas, viser ny undersøgelse.

Hjemmesiden ForwardKeys har analyseret antal af flybookinger til Las Vegas før og efter masseskyderiet.

Nedgangen har været størst fra det amerikanske hjemmemarked i forhold til udenlandske ankomster.

I de otte uger før massakren var der i forvejen et fald i flybookinger på det amerikanske marked på syv procent til Las Vegas sammenlignet med samme periode sidste år, mens antallet af bookinger fra udlandet steg to procent i samme periode.

I de tre uger efter skyderiet faldt antallet af indenrigsreservationer med 21 procent sammenlignet med samme periode sidste år, mens nedgangen fra udlandet blev 16 procent, oplyser ForwardKeys.com

Størst har nedgangen på flyrejser til Las Vegas været på flyvninger fra San Francisco og New York. I de otte uger før skyderiet var antallet af bookinger fra de to byer til Las Vegas nede med henholdsvis seks og tre procent. I de tre uger efter massakren faldt tallene med henholdsvis 33 og 29 procent, igen i forhold til de samme perioder sidste år.

42 procent fald fra Mellemøsten
Fra de oversøiske markeder havde Las Vegas ti procent flere bookinger fra Asien i de otte uger før skyderiet – i de tre uger efter faldt tallet med ti procent.

Endnu værre var det med bookinger fra Mellemøsten – i de otte uger før skyderiet var tallet nede med 26 procent i forhold til samme tid sidste år. Efter tragedien faldt tallet 41 procent – igen i forhold til de tre samme uger sidste år.

Også når ForwardKeys kigger fremad i perioden fra den nuværende november til april næste år er der færre bookinger til Las Vegas sammenlignet med november 2016 til april i år. For eksempel er antallet af indenrigsbookinger 14 procent lavere end samme periode sidste år, men flybookinger fra udlandet er gået ned med to procent.

43 millioner turister
Sidste år havde Las Vegas næsten 43 millioner besøgende, cirka 20 procent fra udlandet, heraf 20.000 fra Danmark, der gav samlet omsætning på tæt på ti milliarder dollars. Byen i Nevada har ca. 150.000 hotelværelser. De nordiske lande er Las Vegas niende største oversøiske marked. Las Vegas’ turister bor i snit 4,2 nætter i byen.

Relaterede artikler:

Las Vegas får skandinavisk PR-bureau

Taxaer i Las Vegas tager fed overpris

Las Vegas får verdens største Hooters