- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Massiv kritik af svensk flyskat

Hvis forslaget om flyskat indføres i Sverige, vil de interkontinentale ny-satsninger ske i København, skriver SAS i et høringssvar til den svenske regering.

Hvis forslaget om flyskat indføres i Sverige, vil de interkontinentale ny-satsninger ske i København, skriver SAS i et høringssvar til den svenske regering.

Forslaget er ugennemtænkt, virkningsløst og skatten rammer uretfærdigt. Stort set således formulerer mange af de myndigheder og interessenter sig ifølge TT, som har læst høringssvarene.

Ifølge SAS skulle skatten medføre, at eventuelle nye satsninger på længere ruter, som for eksempel mellem Sverige og USA eller Asien, i stedet etableres uden for Sverige, skriver travelreport.se.

”Der er ingen tvivl om, at fokus på eventuelle ny-satsninger som gælder interkontinentale ruter som en konsekvens af en skat, kommer til at ligge i København. Det er værd at notere, at en daglig interkontinental rute får en skattebelastning på omkring 35 millioner svenske kroner om året,” skriver SAS i sit høringssvar.

SAS forudser også, at skatten vil reducere efterspørgslen og gøre ’et antal ruter’ ulønsomme, destinationer vil blive nedlagt og antallet af flyvninger mindsket.

”Vi imødeser, at der er en stor risiko for nedlæggelse af mindre indenrigsruter, som for eksempel til Visby og Kalmar, ligesom visse destinationer i Europa. Et flyselskab baseret i Sverige vil få en stærkt forringet konkurrenceevne”.

Også flere kommuner modsætter sig skatten, ligesom svensk erhvervsliv og myndigheden ’Tillväxtanalys’ som er kritisk overfor, at flyskatten er udformet som en passagerafgift. Myndigheden ’Trafikanalys’ foreslår, at en lov om flyskat tidsbegrænses for at gøre det muligt samtidigt at enes om klimaindsatser globalt.

Mens en majoritet i Riksdagens trafikudvalg er kritisk over for flyskatteforslaget, er vælgerne mere positive, viser en markedsundersøgelse fra 2016, hvor 70% er helt eller delvist positive overfor skatten.