- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Med Helge på klagerejse

ANKENÆVN: At der er dansk rejseleder med på krydstogtet bliver ofte misforstået, men så fri en omgangstone som den, Helge fra Nyborg anlagde på en tur til Geiranger Fjord med Nyborg Rejser, hører alligevel til sjældenhederne. – Ankenævnets afgørelser må undre.

ANKENÆVN: At der er dansk rejseleder med på krydstogtet bliver ofte misforstået, men så fri en omgangstone som den, Helge fra Nyborg anlagde på en tur til Geiranger Fjord med Nyborg Rejser, hører alligevel til sjældenhederne. – Ankenævnets afgørelser må undre.

”Der blev lovet i rejsebeskrivelsen, at der var dansk rejseleder med på hele turen, men desværre var noget af det første, vi fik at vide om bord, at han ikke ville være vores barnepige, og at han ikke gad tage med på turene, som i øvrigt var alt for dyre (det sidste kan man kun være enig i, red.).

Klageren havde købt to krydstogter fra København til Geiranger nord for Ålesund i Norge med Serenade of the Seas til en pris a 17.226 kr. til sig selv og sin kone. Der var 12 i gruppen.

”Vores rejseleder var nærmest ikke til stede. De fleste af hans oplysninger var forkerte, og når man påpegede det, fik man nærmest et beskidt svar. Nåh, du er måske på klagerejse?” skriver kunden og fortsætter: ”Fredag aften så vi ham ikke i spisesalen. Han var oppe i sushi-baren, fik vi senere at vide. Så sad vi igen 12 gæster og kunne ikke få information. Og han skulle ellers spise med gæsterne.”

Nyborg Rejser har været i kontakt med rejseleder Helge og skriver til sagen: ”Ud fra de henvendelser, vi har modtaget, samt kontakten til Helge, kan vi konstatere, at der er opstået misforståelser mellem gæster og rejseleder på turen. Vi beklager meget de gener, rejselederen har været årsag til og har kompenseret med et gavekort til Nyborg Rejser på kr. 500.”

Det vil klageren imidlertid ikke nøjes med og kræver en væsentlig kompensation. Bureauet har senere tilføjet, at ”rejseledere har opfyldt opgaver, som han skulle, og det hele er et spørgsmål om kemi, misforståelser og bristede forventninger.”

Ankenævnet finder ikke, at klageren med rette kunne forvente, at bureauets rejseleder deltog i udflugterne. (Det er krydstogtrederiets udflugter og forretning. Kun når der er tale om tilstrækkeligt med deltagere i en gruppe, eksempelvis fra Danmark, kan guiden lede turen på dansk, red.)

Til gengæld kan det være svært fra sidelinjen at forstå nævnets konklusion: ”Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort, at rejselederen var utilfredsstillende – og kan derfor ikke imødekomme klagerens krav.”