- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Megen aprilsnar i rejsebranchen

APRILSNAR: Danmark sælger sine SAS-aktier til Ryanair, mødestole med elektrisk stød og kendt rejsejournalist på slankekur. 1. april havde mange historier fra Arbejderen.dk, Dansk Camping Union, DFDS, FDM travel, Lalandia, Travelmarket, TV-kanalen dk4, VisitDenmark, islandske Wow Air – og standby.dk.

APRILSNAR: Danmark sælger sine SAS-aktier til Ryanair, mødestole med elektrisk stød og kendt rejsejournalist på slankekur. 1. april havde mange historier fra Arbejderen.dk, Dansk Camping Union, DFDS, FDM travel, Lalandia, Travelmarket, TV-kanalen dk4, VisitDenmark, islandske Wow Air – og standby.dk.

Den 1. april er dagen, hvor man ikke skal stole på alle nyheder i aviser, hjemmesider og andre medier. Standby.dk har opfanget disse – omtalt i kilde-alfabetisk rækkefølge: Arbejderen.dk skrev, at den danske regering vil sælge den danske stats 14,3 pct. af aktierne i SAS til Ryanair.

”Valget er faldet på Ryanair, fordi det kontroversielle irske lavprisselskabs værdisæt flugter godt med SR-regeringens visioner for det danske arbejdsmarkeds fremtid,” skrev hjemmesiden bl.a.

Netavisen bornholm.nu skrev at Lalandia vil åbne på Bornholm. ”Regionskommunen har meddelt, at der skal etableres et Lalandia i Allinge. Grunden skal ligge ud til havet med et badeland samt et havbad til sommerperioden. Ud over badeland opføres lejligheder i umiddelbar nærhed.”

Dansk Camping Union oplyste: ”TV-kanalen dk4 kræver kendt TV-vært på slankekur. TV-vært Anne-Vibeke Isaksen, der altid spiser i sine TV-programmer, er blevet bedt om at gå på slankekur. I forbindelse med sidste optagelse til TV-serien ”Anne-Vibeke Rejser – og Spiser” gik det galt. Campingvognen blev beskadiget for 83.500 kr. – fordi bagenden (på campingvognen) ikke kunne bære den overvægtige studievært.”

”Jeg er ked af hændelsen, min madglæde i programmerne har taget overhånd,” siger Anne-Vibeke Isaksen, der også er formand for Danske Rejsejournalister, i pressemeddelelsen.

DFDS Seaways kunne, hvad sandt er, melde, at rederiet det seneste års tid har brugt millioner på at opgradere faciliteterne på Oslo-bådene, herunder konference-området med nyt IT-udstyr, moderne arbejdsstationer samt bedre internet og audiovisuelt udstyr.

Mindre sandt var det, at DFDS har ”installeret nye stole i mødelokalerne, som skal øge koncentration ved at sende lette strømbølger gennem deltagerne.”

”For at tiltrække flere konferencer til Oslo-bådene, tager DFDS Seaways nu mere drastiske metoder i brug.

Konferencestole med strømbølger øger hjerneaktivitet og ydeevne. DFDS Seaways har bestilt specialdesignede stole, der sender små strømbølger gennem konferencedeltagerne hvert femte minut,” hed det.

Kevin Thyge Helsinghof, landechef hos DFDS Seaways, sagde: ”De små elektriske stød skærper koncentrationen, når man sidder stille i mange timer. Udover at det holder konferencedeltagerne vågne, sætter det også hormoner i gang, som påvirker hjernen til at yde maksimalt.”

FDM travel havde også en pressemeddelelse klar 1. april. ”FDM travel har udviklet ny vejrcomputer som med stor nøjagtighed kan forudse sommervejr alle steder i verden.

Adm. direktør, Jan Lockhart, siger: “Aktuelt kan vi f.eks. se at det 12. juli på Fanø kun bliver 8 grader varmt – mens det samme dag på Mallorca bliver 33 grader.”

Travelmarket.dk havde også sin ”nyhed” den 1. april: Tidsrejser vil revolutionere rejseindustrien – kampen om at være bedste rejsesøgemaskine er hård, men nu præsenterer den danske rejsesøgemaskine travelmarket.dk en nyhed, som vil skille den ud fra konkurrenterne.

”Brugerne på travelmarket.dk får nu mulighed for at bestille tidsrejser. Et udvalg af de planlagte tidsrejser: gladiatorkampene i Rom i år 73 f. Kr., Justin Biebers sidste koncert i år 2029 samt badeferie på Grønland, år 2343,” lød det.

Også VisitDenmarks markedskontor i Tyskland var klar med spøg 1. april, oplyser markedschef Lars Ramme Nielsen til standby.dk: Produktion af Vadehavs-østers bag ønske om fast forbindelse mellem Sylt og Rømø. Region Sydjylland har igangsat forundersøgelser til fast forbindelse i form af bro mellem vadehavsøerne Rømø i Danmark og Sylt i Tyskland.

Et væsentligt element bag ønsket om en fast forbindelse er produktion af vadehavsøsters. Opdrætsfaciliteter vil, om alt går vel, blive etableret som del af brokonstruktionen.”

Det islandske lavprisflyselskab, WOW air, der netop har startet ruter over Atlanten, var 1. april klar med nyhed: Fra 2020 vil Wow Air sætte verdens første elektriske fly på vingerne. Flyet vil bl.a. betyde en lavere billetpris, da der spares på brændstof, og det vil være lettere for passagererne at sove, da flyet er så godt som lydløst. Det banebrydende fly vil blive drevet af elektriske motorer, der kører på solceller.

Og standby.dk havde også i år sin aprilsnar-historie: at SAS vil købe to af verdens største passagerfly, Airbus A380 – et af flyene, hed det i artiklen, skulle hedde Ranslirpa Viking… Ranslirpa er aprilsnar stavet bagfra…