- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Melder om ændring i kundernes adfærd

De senere år har tendensen været klar. Kunderne booker generelt i mindre god tid end inden pandemien, men ny data fra Novasol peger på, at flere er tidligt ude i år og kigger frem mod 2026.

Siden verden åbnede sig på ny i kølvandet på COVID-19-pandemien har der været en tydelig tendens, at kunderne til en vis grad er begyndt at booke deres sommerhusophold, flyrejser og charterferier tættere på afgangstidspunktet, end tilfældet var tidligere.

Det har betydet, at virksomhederne har haft sværere ved at spå om, hvordan eksempelvis højsæsonen ville forløbe, men nu oplever i hvert fald et udlejningsbureau, at det er ved at ændre sig. Udviklingen går i retning af, at en del af gæsterne igen er i bedre tid.

Det drejer sig om Novasol, der har en udlejningsportefølje bestående af 11.000 sommerhuse og lejligheder i Danmark. Herfra lyder det nemlig, at antallet af bookinger til 2026 for nuværende er 12 procent højere end sidste år ved samme tid.

Sommeren trækker fra
Stigningen svarer til, at 11.000 yderligere gæster har sikret sig nøglen til en feriebolig i løbet af kommende år. Ifølge Novasol er det ikke kun blandt selskabets kunder her til lands, at der udvises en adfærd, som i højere grad minder om den fra tiden før pandemien.

”Hvor mange i de seneste år har ventet til sidste øjeblik med at booke deres sommerhusferie, viser tallene for 2026 nu en markant fremgang i tidlige bookinger – både fra danske og tyske gæster,” bemærker feriehusudlejeren.

Mens fremgangen giver udslag tværs af årets ferieperioder, er det dog især højsæsonen, der trækker indtil videre. Bookinger med ankomst i juli er steget med godt 28 procent, hvorimod stigningen i august beløber sig til 37 procent sammenlignet med denne tid for et år siden.

Kalder skifte for tydeligt
Gæsterne er også allerede begyndt at kigge på foråret, fortæller Novasol.

Her er særligt maj, hvor både Kristi himmelfartsdag og pinsen falder til næste år, på fremmarch. Indtil videre er stigningen 22 procent. Derudover er bookinger i påskeferien steget med knap seks procent, mens vinterferien i henholdsvis uge syv og otte ligger på lidt over 10 procent i forhold til sidste år.

De danske gæster står for en stor del af stigningen, særligt til maj, påske og sommermånederne, men Novasols data viser ligeledes, at tyske gæster i stigende grad booker ferie i Danmark i vinter-, påske- og sommerperioden. Juli er fortsat er den mest populære måned for det tyske marked.

”Vi ser i øjeblikket et tydeligt skift i bookingmønstret for det kommende år, hvor både danske og udenlandske gæster booker deres ophold tidligere end før,” siger Novasols vicedirektør Kenn Rasmussen

”Det kan skyldes et ønske om at sikre sig de sommerhuse, som de drømmer om til højsæsonen, men også en generel tendens til, at man planlægger længere frem.”


Relaterede artikler:

En del overvejer at kombinere ferie med arbejde

Flere tyskere end før lejer sommerhus i uge 42

Stort feriehusbureau melder om vækst trods generel tilbagegang