- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mellemøstligt flyselskab bliver største aktionær i Air Berlin

Etihad Airways fra Abu Dhabi investerer 255 mio. dollars i Air Berlin og overtager 29 pct. af aktierne i Tysklands næststørste flyselskab. Air Berlin bliver i starten af det nye år medlem af Oneworld-alliancen.

Etihad Airways havde i forvejen lige under tre procent af aktierne i Air Berlin, men kommer nu op på 29,2 pct. af aktierne og tilfører Air Berlin-gruppen over 250 millioner dollars til at hjælpe på flyselskabets trængte økonomi.
Air Berlin overholder reglerne med, at f.eks. et flyselskab uden for EU ikke må eje over 50 pct. af aktierne i et flyselskab, der er hjemmehørende i EU.

 

Som led i det nye strategiske partnerskab mellem Air Berlin og Etihad, skifter Air Berlin base i Mellemøsten fra Dubai til Etihads hovedlufthavn, Abu Dhabi.

Der bliver fra 15. januar fire ugentlige flyvninger med Airbus A330-200’ere mellem Berlin og Abu Dhabi – fra Abu Dhabi kan passagererne komme videre på Etihads store rutenetværk til bl.a. Fjernøsten og Australien.

 

Samlet får de to flyselskaber 239 destinationer i 77 lande. Air Berlin havde sidste år 33 mio. passagerer, mens Etihad havde syv mio.
Samlet har de to selskaber 233 fly, 18.000 medarbejdere og en samlet omsætning på ni milliarder dollars, oplyser Air Berlin i en pressemeddelelse.

Etihad har samarbejde med 34 flyselskaber verden over, men det er første gang det laver en stor investering i et andet flyselskab.

 

Air Berlin har 170 fly og betjener 171 destinationer i 45 lande. I 2010 havde selskabet 33,6 millioner passagerer.

 

Etihad Airways er en ny spiller – flyselskabet startede i 2003 og havde sidste år syv mio. passagerer til 82 byer i Afrika, Australien, Europa, Fjernøsten, Mellemøsten og Nordamerika.
Selskabet har foreløbig 63 Airbus- og Boeing-fly. Det har afgivet ordrer på yderligere 100, herunder ti eksemplarer af verdens største passagerfly, Airbus A380.

Skrevet af Henrik Baumgarten