- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Messecenter Herning fik stor fremgang i 2016

Messecenter Hernings adm. direktør, Georg Sørensen. Foto: Lars Møller.

TURISME: Messecenter Herning så sidste år fremgang på 24 pct. flere besøgende i forhold til 2015. I år kommer også mange messer og koncerter, bl.a. kommer Elvis – næsten – på besøg… MCH’s største messe er fortsat Ferie for Alle.

2016 blev et rigtigt godt messe-år med 398.285 besøgende og i alt 920.000 gæster i Messecenter Herning.

Således var der 424.875 besøgende til messer, koncerter og shows i Messecenter Herning, 181.233 i multiarenaen Jyske Bank Boxen, 132.232 i MCH Herning Kongrescenter, 172.851 på MCH Arena og 9.041 gæster til MCH-arrangementer på andre steder.

”Når vi har så mange gæster, skyldes det godt samspil med kunder og samarbejdspartnere,” siger Georg Sørensen, adm. direktør for MCH.

MCH kan se tilbage på et rigtigt godt messe-år i 2016. I alt 398.285 besøgte gæster MCH’s messer i 2016 mod 320.333 i 2015, og dermed tegner messedelen sig for en besøgsfremgang på 24 pct. Årets bedst besøgte messe var Ferie For Alle med 61.855 gæster.

”Messer er vores kerneforretning, derfor er det meget glædeligt at opleve voksende messeinteresse. Vi kan glæde os over nye koncepttiltag og positiv udvikling i tilfredsheden blandt udstillere og besøgende,” siger Georg Sørensen.

På messefronten byder MCH i starten af i år på nye oplevelser. Startskuddet lyder sidst i januar til kunstmessen Art Herning, fulgt af interiør- og designmessen Formland, motorcykelmessen Motorshow og Skandinaviens største feriemesse Ferie for Alle.

2016 var musikalsk et historisk år i Jyske Bank Boxen, som bød på besøg af engelske Adele, Sir Paul McCartney fra Beatles samt Volbeat.

I år til maj kommer showet Elvis in Concert, hvor The Royal Philharmonic Orchestra spiller verdensstjernens sange, mens Elvis synger på kæmpeskærm. Der bliver også mulighed for at opleve Queens sange, når rock-musicalen We Will Rock You opføres i Jyske Bank Boxen i maj.

Også i MCH Herning Kongrescenter var der gang i koncerter, komik og musicals i 2016, og over 13.500 gæster til årets egenproducerede musical om Shrek, ser MCH frem til 2017, hvor koncernen har opsætning af verdenssuccesen Les Misérables.

2016 bød bl.a. på tre politiske årsmøder i Messecenter Herning, både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti gennemførte deres landsmøder i Herning Kongrescenter.

Det næste store arrangement i MCH er Sportens prisuddeling, Sport 2016, i samarbejde mellem Danmarks Radio, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og MCH i Jyske Bank Boxen den 7. januar.