- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Metro-tog passer ikke til nye Metro-afsnit

Systemerne på de kommende Metro-strækninger, Cityringen og Nordhavnsmetroen, er teknologisk så forskellige fra den nuværende Metro, at de ikke kan bruge samme tog.

Systemerne på de kommende Metro-strækninger, Cityringen og Nordhavnsmetroen, er teknologisk så forskellige fra den nuværende Metro, at de ikke kan bruge samme tog.

Det viser et notat fra Transportministeriet og Metroselskabet, som Ingeniøren er kommet i besiddelse af. Formanden for Ingeniørforeningens IDA Rail, civilingeniør Leif Brandt fra Cowi, mener, at Metroselskabet går glip af en række fordele:

”Selvfølgelig ville der være fordele med reservedele og vedligehold, hvis det var samme system. Nu er det nødvendigt med to forskellige vedligeholdelsescentre”, siger han ifølge avisen.dk.

Metroselskabets projektchef, Nina Kampmann, bekræfter, at togene på Cityringen ikke kan køre på den eksisterende Metro og omvendt.

”Især styresystemerne, men også togenes avancerede udstyr, hører til forskellige generationer af denne teknologi. Den eksisterende Metro blev designet i 1990’erne og er baseret på den tids teknologi. Cityringen er designet de seneste fem år og baseret på den nuværende teknologi. Derfor har de to systemer forskelligt teknologisk udstyr”, forklarer hun.

Ansaldo STS leverer de nye tog, el-forsyning og et vedligeholdelsescenter til den nye cityring.