- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mexicana i betalingsstandsning

Mexicos største flyselskab, Mexicana, har bedt om konkursbeskyttelse gennem betalingsstandsning.

Oneworld-medlemmet har frivilligt underkastet sig den meksikanske ‘Concurso Mercantil’ lov om insolvens og samtidig søgt om Chapter 15-beskyttelse i USA.

 

Selskabet har i en udtalelse sagt, at man vil fortsætte driften som normalt under omstruktureringen, selv om en række internationale ruter er blevet lukket og nogle af selskabets fly er overtaget af kreditorer. Selskabets fire ugentlige flyvninger til London Gatwick er indtil videre ikke berørt af rutenedlæggelsen.

 

Mexicanas problemer blev betydelige i forbindelse med svineinfluenza krisen og den efterfølgende finanskrise. Siden 2007 har selskabet tabt 350 millioner dollar og i sin begæring om betalingsstandsning nævner selskabet en samlet gæld på over en milliard dollar.

 

Forhandlinger med fagforeningerne om lønreduktioner på 40% er ikke lykkedes. Medarbejderne er også blevet tilbudt at købe flyselskabet for én peso mod at overtage en betydelig del af gælden og ændre selskabets navn, men heller ikke ad denne vej er der opnået en løsning.

Skrevet af Flemming Juul