- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Michael O’Leary snupper fem år mere

Ryanairs CEO Michael O’Leary har forpligtet sig til at fortsætte i det irske lavprisselskab indtil september 2019.

Michael O’Leary.

Ryanairs CEO Michael O’Leary har forpligtet sig til at fortsætte i det irske lavprisselskab indtil september 2019.

Han har allerede stået i spidsen for flyselskabet i 17 år. I en orientering fra selskabet bekræftes, at  O’Leary har skiftet fra en 12-måneders løbende kontrakt til en femårig aftale, ’som forpligter ham til at blive til september 2019’.

Videre hedder det, at ’Mr. O’Leary har fået optioner på fem millioner aktier, der kan udbetales til gældende markedsværdi. Optionerne kommer dog kun til udbetaling i fald selskabet lever op til de høje mål, der er sat for de kommende fem år’.

Under Michael O’Learys lederskab har Ryanair udviklet sig fra at transportere tre millioner passagerer om året til over 80 millioner. De kommende fem år er målet at vokse med yderligere 50% til over 120 millioner i 2019.

Ryanair har netop taget afsked med to af sine ældste chefer: ViceCEO og COO Michael Cawley, som også har været 17 år i selskabet, og ViceCEO og CFO Howard Miller, som sagde stop efter 23 år i selskabet. Begge fortsættes på poster som non-executive directors.