- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Michelin klar med ny nordisk udgave

Næste måned kommer Michelin med anden udgave af sin nordiske hotel- og restaurantguide, der i år har fået nyt navn. Danmark har pt. 21 Michelin-stjerner.

Foto fra Geranium i København, restauranten har to Michelin-stjerner.

Næste måned kommer Michelin med anden udgave af sin nordiske hotel- og restaurantguide, der i år har fået nyt navn. Danmark har pt. 21 Michelin-stjerner.

Onsdag den 24. februar kl. 10.30 præsenterer Michelin i pressemeddelelse årets nye stjernerestauranter i Danmark og resten af Norden.

Den første udgave af den nordiske hotel- og restaurantguide udkom i februar sidste år med titlen ”Michelin Guide Nordic Cities 2015”. Nu skifter guiden navn og hedder fra i år: ”Michelin Nordic Guide 2016”.

Danmark har i alt 21 Michelin-stjerner, fordelt på 18 restauranter, heraf tre i Aarhus. De københavnske restauranter, Noma, Geranium og AOC har hver to Michelin-stjerner.

Gastronomien er i dag et trækplaster, som får tusindvis af udenlandske turister til at besøge Danmark. Udlændinge i Danmark omsætter hvert år for millioner af kroner på restauranter, og hver tredje udenlandske turist nævner ”mad” som én af grundene til at søge mod Danmark, har Horesta tidligere oplyst.

På sin hjemmeside fortæller Michelin, at den første guide kom i år 1900 på initiativ af dækfabrikanten Michelin. Guiden blev uddelt gratis til alle, som købte en bil. På det tidspunkt var der ca. 3.000 biler i hele Frankrig, heraf 95 pct. i Paris.

Formålet med guiden var at få bilejerne til at rejse ud på landet for dels at slide på dækkene, så de fik brug for at købe nye – og dels at sprede interessen for biler, så flere købte biler – og dermed fik behov for dæk.

De første guider indeholdt bl.a. oplysninger om, hvor man kunne tanke (der var ikke mange tankstationer dengang) – og hvor man kunne spise eller overnatte.

Systemet med stjerner blev introduceret i 1930’erne. I Guide Michelin får maden (og kun maden) karakterer ved hjælp af stjerner. Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik).

Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er “værd at rejse efter”. To stjerner betyder, at restauranten er “en omvej værd”. En stjerne betyder, at det er en “rigtig god restaurant i sin kategori”.

Fem kriterier vejleder inspektørernes bedømmelse: Kvaliteten på råvarerne, “håndværket” – dvs. smagen og tilberedningen, ”personligheden” – dvs. hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk, noget for pengene og kvalitet over tid – det skal være en ens oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.

Ofte har Guide Michelin-inspektører uddannelse fra restaurant- eller hotelskoler og flere års erfaring fra branchen.

Hos Michelin gennemgår inspektørerne en seks måneders uddannelse, hvor man skaber fælles syn på, hvordan mad skal bedømmes og på de forskellige kriterier. Det skal være samme bedømmelse, uanset hvilken inspektør besøger en restaurant. Til sidst besøges i flere måneder restauranter med en erfaren inspektør for at sikre, at bedømmelserne foretages på samme måde.

Alle Guide Michelin-inspektører er anonyme for at garantere, at de ikke får speciel service, men behandles på samme måde som en hvilken som helst gæst. Anonymitet og uafhængighed er vigtig for at garantere Guide Michelins rygte, oplyser Michelins hjemmeside.

En berømt smutter for Michelin var i 2005, hvor guiden for Benelux-landene måtte trækkes tilbage efter kun tre dages salg.

2005-udgaven af Michelin-guiden for Benelux-landene – Belgien, Holland og Luxembourg – anmeldte bl.a. den belgiske fiskerestaurant ”Ostend Queen.” Restauranten, der endnu ikke var åbnet, fik to gafler – uden at have serveret så meget som en rød reje.

Til den belgiske avis Le Soir sagde restaurantens indehaver, at den var kommet med i guiden, uden at være åbnet, fordi man havde gode forbindelser til Michelin – og en chefkok med tre stjerner fra tidligere restaurant.