- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mobile velkomstteams hjælper turister i Aarhus

VisitAarhus udvider sin velkomstservice denne sommer med en ny, opsøgende velkomstservice, hvis mobile cykelteams rykker sig alt efter, hvor turisterne er.

De seneste ti år har VisitAarhus haft velkomstteams på tre faste steder i Aarhus, hvor gæster kan hente inspiration til oplevelser i Aarhus og omegn. VisitAarhus udvider nu ordningen med en ny, opsøgende velkomstservice, der rykker sig alt efter, hvor turisterne befinder sig.

Når skolernes sommerferie begynder 26. juni, er det samtidig startskuddet til, at den mobile turistinformation triller ud i Aarhus. Fra mandag til fredag vil den være ved Dokk1, Store Torv og Banegården, mens den i weekenden er mere opsøgende.

”Vi rykker tættere på turisterne. Den ”flyvende turistinformation” skal inspirere og hjælpe byens gæster, nærmest hvor end de er. Forhåbentlig bliver turisterne glade for, at de ikke skal opsøge information, men at den faktisk kommer til dem,” siger direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen, i en pressemeddelelse.

VisitAarhus er Aarhusregionens officielle turistorganisation, der dækker Aarhus samt de omkringliggende byer og områder Djursland, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Randers og Viborg.

Ordningen kan forlænges
De mobile velkomstteams vil være i bybilledet i Aarhus til 8. august, men viser det sig, at byen vrimler med gæster længere hen i august, er VisitAarhus klar til at forlænge ordningen.

”Det handler ikke kun om lokation men også om tidspunkt, for gæsterne skal ikke lede efter os – vi kommer til dem. Sommeren bruges til at teste, hvad der fungerer, og vi laver justeringer løbende. Det kan være, at vi på en varm sommerdag står på byens strande eller havnepladsen, mens vi andre dage er i Dyrehaven. Bliver sommervejret til den regnfulde side, giver det måske mest mening at stå ved nogle af byens museer,” siger gæsteservicechef i VisitAarhus, Bente Mondrup.

Der har de sidste ti år været stor tilstrømning til de mobile velkomstteams. Faktisk så stor, at der er sket en tidobling af besøgende sammenlignet med dengang, der var traditionelt fysisk turistkontor på Banegårdspladsen.

”Gæsteservice er ikke, hvad den var engang. I dag kan turister selv finde frem til åbningstider, adresser og anden relevant information på nettet, men mange søger inspiration under deres ophold. Og den er vores professionelle velkomstværter meget bedre til at give end diverse søgemaskiner,” siger Bente Mondrup.

Udover de mobile velkomstteams er gæsteservicetelefonen klar til at svare på henvendelser, og VisitAarhus’ trykte destinationsguide ligger klar på overnatningssteder og attraktioner i hele Aarhusregionen. Destinationsguiden er en samlet guide til oplevelser og overnatningssteder i Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov, Randers og på Djursland.

Relaterede artikler:

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020

Millioner skal få danskerne til at holde ferie hjemme