- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Molslinjen har kun gratis passagerer tre dage i ugen

Folketingets sommerpakke giver mulighed for gratis færgeture for gående passagerer, cyklister og biler med handicapkort. På Molslinjens ruter er de gratis ture kun tirsdage, onsdage og torsdage.

Sidste år rejste omkring 300.000 gående og cyklende passagerer gratis med sommerpakken på Molslinjens færger.

I år kan rederierne selv bestemme, hvornår de gratis sommerpakke-passagerer kan komme med. Det får nu Danmarks største indenrigsfærgerederi, Molslinjen, til at oplyse, at gratisterne – gående og cyklende passagerer samt biler med handicapparkeringskort – kun kan komme med på tirsdage, onsdage og torsdag. Resten af ugen skal de betale.

”Sommerpakken 2020 var en stor succes – så stor en succes, at nogle af de mindre øer oplevede så mange gæster, at de lokale havde svært ved at få plads på færgen,” skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

I den siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard: ”Derfor er sommerpakkens varighed blevet tre måneder, og derfor er vi blevet bedt om i år at sikre, at der bliver plads til, at de lokale kan komme frem og tilbage. Af den årsag vil vi placere de gratis ture på dage, hvor der normalt ikke er helt så meget trængsel.”

Folketinget har i alt afsat 1,6 milliarder kroner til årets sommer- og erhvervspakke.

Gratis i juli, august og september
Molslinjen vil placere de gratis ture midt på ugen. Det betyder, at der med Alslinjen, Langelandslinjen, Samsølinjen, Fanølinjen, Bornholmslinjen og ruten med hurtigfærgerne over Kattegat kun kan sejles gratis på tirsdage, onsdage og torsdage i alle ugerne frem til sommerpakkens udløb den 30. september.

Erfaringerne med sommerpakkerne 2020 gør også, at de gratis rejser igen i år skal købes online på forhånd. Gående, cyklende og folk med handicapparkeringskort skal købe helt som de plejer, og så bliver billetten refunderet, når den er brugt.

”Det viste sig at være en god måde at sikre sig, at pengene til sommerpakken blev brugt på rejser, som rent faktisk blev gennemført,” siger Jesper Skovgaard.

De som allerede på forhånd har booket en billet som gående, cyklende eller handicappet til sommerpakkens periode, får også deres rejser refunderet automatisk. Dog skal rejsende med handicapparkeringskort på alle ruter på nær Bornholmslinjen, ringe og booke deres billet.

Danmarks største indenrigs-færgerederi
Molslinjen, der i 2019 omsatte for 1,9 milliarder kroner, har siden 2015 udvidet fra to til ni danske færgeruter og forøget flåden fra tre til 15 skibe, der under normale rejseår betjener op til otte millioner passagerer. Molslinjen blev tidligere i år købt af den svenske investeringsfond EQT Infrastructure.

Molslinjen sejler nærmest alle danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen. Selve Molslinjen sejler om sommeren også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.

Relaterede artikler:

Kombardo-busser kopierer koncept fra konkurrent

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

Uklart hvad rejsebureaumillioner skal bruges til

”Sommerpakken er solstrejf i en vandpyt”