- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Mulig konfrontation i dag mellem Ving Tours og Spies

Det kontroversielle nye Ving Tours har til kl. 12 i dag til at fjerne navnet ”Ving” og sit slogan, ”Smil, rejs og vær glad” – ellers vil Spies’ moderselskab søge et fogedforbud mod Ving Tours.

Jan Vendelbo.

Det kontroversielle nye Ving Tours har til kl. 12 i dag til at fjerne navnet ”Ving” og sit slogan, ”Smil, rejs og vær glad” – ellers vil Spies’ moderselskab søge et fogedforbud mod Ving Tours.

Spies, der hører under Thomas Cook Northern Europe, har bl.a. rettighederne til navnet Ving og sit slogan, ”Spies, rejs og vær glad.”

Det bekymrer dog ikke Ving Tours, der sent søndag aften stadig brugte navnet og sit tillempede slogan på hjemmesiden.

Til standby.dk siger direktør for Spies i Danmark, Jan Vendelbo:
”Vi afventer nu, om der sker noget inden kl. 12 mandag. Er Ving-navnet ikke fjernet fra Ving Tours navn og er sloganet ikke ændret, så det ikke næsten kopierer vores, vil vi bede fogedretten gribe ind.”

Jan Vendelbo tilføjer, at Spies endnu ikke har besluttet, hvor stor en erstatning selskabet vil kræve fra Ving Tours for at have brugt navnet Ving og næsten kopieret Spies’ slogan. ”Det har vi ikke gjort op, men vi kommer godt på vej, hvis de fjerner vores Ving-navn og ændrer sloganet,” siger Jan Vendelbo.

Spies-koncernen havde indtil 2008 Ving som selvstændigt charterrejsebureau i Danmark.

”Vi har grund til at tro, at Rejsegarantifonden i denne uge vil gå mere ind i sagen om Ving Tours,” tilføjer Jan Vendelbo.

Ving Tours var også meget omtalt under weekendens feriemesse i Herning.